Elektronisk dommedagsudspil fra syrerockere
Med deres femte album tager Crippled Black Phoenix (CBP) på endnu en progressiv rejse ud i grænsefladerne mellem traditionel rock, syrede og symfoniske klangflader, garneret med finurlige og skæve indfald af lyde. CBP er i det hele taget svære at sætte i bås, men alligevel lyder de umiskendeligt som det progressive og fabelagtigt alsidige orkester, de har været siden 2004, hvor det hele startede.
På nogle af de tidligere albums har fronterne været kridtet hårdere op med længere afstikkere ud i både hardrockens og den elektroniske lydverdens grænseområder. På (Mankind) the Crafty Ape er det, som om orkesteret har fundet mere ind til sig selv, er blevet mere i balance, uden at man på nogen måde går på kompromis med det afsøgende og flerstemmige udtryk, der netop er CBP’s varemærke. Produktionen er bare blevet mere organisk og sammenhængende, set i forhold til de trods alt mere fragmenterede og stilskiftende tidligere albums
I front står stadig Justin Greaves, som er den oprindelige iværksætter sammen med en bunke skiftende legekammerater, og med på albummet har han blandt andre Mark Ophidian til at tage sig af de elektroniske indslag, Belinda Kordic som gæstevokalist og Greaves selv på guitar og sang, selvom hans oprindelige metier egentlig er bag trommerne i bands som Iron Monkey og Electric Wizard.
Genren er dommedagsagtig episk rock med tydelige referencer til Pink Floyds eksperimenterende lyd fra 70’erne, hvor Dark Side of the Moon og Animals er de mest iørefaldende pejlemærker. Men også de klassiske tunge elementer fra den syrede tresserrock er grundlæggende hos CBP. Kombinerer man disse elementer med en høj elektronisk bevidsthed og et monotont og gentagende flow, er man så småt ved at nærme sig.
Albummet er delt i tre tematiske afsnit, hvoraf den første del hedder ”Chapter I (A Thread)”, den anden ”Chapter II (The Trap)” og den tredje runder fortællingen af med ”Chapter III (The Blues of Man”). Det gennemgående tema er apokalyptisk med den evige balance mellem fortabelse og håb for hele menneskeheden. Hvilket går fantastisk godt i spænd med den voksende og faldende intensitet alle numrene igennem.
Der er, når det virkelig fungerer, nogle helt fantastiske beats og melodiforløb, der nærmer sig det sublime. Det er storladent og nøgent på samme tid, og når Greaves rammer tonerne på sin guitar som en anden David Gilmour, er man solgt. Omvendt kræver CBP – som på alle deres albums – at lytteren begiver sig uforfærdet og helhjertet ind i musikkens pulserende og stemningsmættede univers.
Problemet kan være at holde interessen fanget gennem hele forløbet. Som en fortløbende fortælling kræver det, at man er i stand til at leve sig ind i handlingen og blive revet med af de stemninger, Greaves og i høj grad Ophidian suggererer med deres instrumenter og maskinpark. Men har man først indløst billet, er man garanteret en fantastisk spændende og bevidsthedsudvidende rejse ind i et syret, elektronisk og rocket landskab.
CBP spiller i øvrigt på Gimle i Roskilde den 19. marts, så så man dem ikke, sidst de spillede på Loppen, kan der rettes op på det nu. Kan varmt anbefales!!!
