marts, 2012

Killing Joke: MMXII

Killing Joke: MMXII

by

Killing Joke er en af rockmusikkens ægte tektoniske bands. De har i skiftende koalitioner haft indflydelse på lyden i utallige genrer og hos utallige kunstnere. Når Killing Joke lyder som Ministry, Opeth, Foo Fighters eller Rammstein, er det som regel den anden vej rundt; i virkeligheden lyder det ene eller det andet band bare som Killing Joke.

Mike Wexler: Dispossession

Mike Wexler: Dispossession

by

Dispossession er Mike Wexlers andet album. Et album der over syv svævende nænsomme numre med forsigtig fingerspillet akustisk guitar og gennemløbende nøjsomt spillede congas, ikke rykker sig ret meget ud af sin egen introverte stil.

CALLmeKat: Where The River Turns Black

CALLmeKat: Where The River Turns Black

by

Katrine Ottosen har i CALLmeKAT formået at skabe et musikalsk univers, der ikke mindst passer til hendes passion for keyboards, men også passer til hendes spinkle vokal, stemningsfulde melodier og lyriske tekster. Det er skønt, skrøbeligt, melankolsk og med masser af vilje til mere.

The Twilight Sad: No One Can Ever Know

The Twilight Sad: No One Can Ever Know

by

James Grahams tykke skotske accent er fortsat et markant aktiv på The Twilight Sads tredje udspil No One Can Ever Know. Lydmæssigt har bandet – der nu er en trio efter bassist Craig Orzels exit – dog rykket sig en del fra tidligere. Der er kommet væsentlig mere elektronik i bandets output.

24.03.12 – Helmet – Lille Vega

24.03.12 – Helmet – Lille Vega

by

Meantime blev – surprise, surprise – spillet igennem og det gav genlyd efter hvert nummer, da klapsalver, brøl, råb, knyttede næver og hævede horn tordnede mod projektilerne på scenen og da bandet bl.a. spillede ”Wilma´s Rainbow” som encore, var jorden gødet til en afterburner i nattelivet

17.03.12 – Mark Lanegan Band – Amager Bio

17.03.12 – Mark Lanegan Band – Amager Bio

by

En særdeles velspillet koncert med en knivskarp lyd, der fik alle nuancer med og et tilbagelænet band, der vidste hvad de havde at gøre godt med og både forstod at økonomisere virkemidler og eksplosivt rocke igennem. Og hvor var det rart endelig at se Lanegan tilbage i egen høje persona, med rock og blues som omdrejningspunk.

Mordax: Violence Fraud Treachery

Mordax: Violence Fraud Treachery

by

Mordax er ikke noget nyt bud på hvordan (thrash)metal bør spilles, i stedet tager de fat i forskellige allerede eksisterende elementer af genren, men det gør de til gengæld med sikker hånd og et øre for det fede riff, og nogle gange er det nok.