Alex Winston: King Con

Efter en håndfuld EP’er gennem de seneste år er amerikanske Alex Winston nu klar med debutalbummet King Con, der er en lille opvisning i legesyg, opfindsom og humørstruttende indie-pop, men som også bliver en kende for ensformig i det lange løb.

Winstons charmerende legesyge bliver en smule for ensartet

Efter en håndfuld EP’er gennem de seneste år er amerikanske Alex Winston nu klar med debutalbummet King Con, der er en lille opvisning i legesyg, opfindsom og humørstruttende indie-pop, men som også bliver en kende for ensformig i det lange løb. Den 24-årige sangerinde formår dog at overbevise stort om sit talent på de numre, hvor hun formår at bryde ensartetheden.

Alex Winston er oplært i opera-genren, men det har ikke direkte betydning for vokalen på dette album. I stedet er det med en Kate Bush-agtig spinkelhed, at Winston synger sig gennem sit repertoire, men man fornemmer ofte, at der er en større dynamik og muskel bag de lyse og lette toner, der kendetegner sangene.

”Fire Ant” er blandt albummets helt store perler med sin legesyge og drillende tone, der samtidig er både skæv og energisk. På samme vis har ”Sister Wife” en mere mærkbar Alex Winston i forgrunden, end man fornemmer på størstedelen af albummet, og både ”Host” og ”Shock Me” nærmer sig samme uvurderlige niveau. ”Run Rumspringa” er en ganske aparte energiudladning, ”The Fold” er skør og har et fornemt og vellykket omkvæd og arrangement – mens ”Benny” har en mere afdæmpet og alvorlig tone, end de fleste numre.

Ellers er Alex Winstons største problem, at for mange numre er skåret over samme skabelon. Et viltert og skævt vers med en masse energi og skævhed, der bygger op til et omkvæd i det helt lyse register. Både sangskrivnings-, arrangements- og vokalmæssigt gør det for mange numre lidt for ens, og det er rigtig synd for Alex Winston, der ellers har et usædvanligt potentiale og et ganske unikt udtryk.

Jeg ville hellere end gerne give topkarakter til særlingen Alex Winston og hendes højenergiske indiepop. De bedste momenter er af høj, høj klasse – men for ofte falder den operatrænede vokalist hen til den helt samme skabelon og opbygning af sine sange, og så bliver det altså svært at lade albummets bedste numre diktere karakteren alene.

Written By
More from Morten Wamsler
Grand Avenue: Place To Fall
Jeg har altid anerkendt Grand Avenue, men på ingen af de tre...
Read More
0 replies on “Alex Winston: King Con”