Et forstærket kor vælger den sikre vej
Ved årets skuffende udgave af P3 Guld, var der trods alt ét opløftende indslag, som afsluttede showet. Choir Of Young Believers lukkede og slukkede med det nye nummer ”Sedated”, hvorefter man sad og ærgrede sig over, at Jannis Makrigiannis og co. ikke lidt tidligere havde udgivet det nye Rhine Gold og dermed kunne have højnet niveauet blandt de nominerede den aften. Vi må vente til næste år.
Med debuten This is for the White in Your Eyes og dens succes blev grundstenene for en potentiel glorværdig karriere lagt for Choir Of Young Believers. Pladen vandt publikums og anmeldernes hjerter, og det har naturligt nok gjort forventningerne til den nye skive stor. Hvor debuten nærmest var et enmandsprojekt af Jannis Makrigiannis, så består gruppen nu af syv medlemmer, hvor alle har haft stor indflydelse på opfølgeren. Med en sådan forstærkning skulle der være et grundlag for endnu engang at nå de melankolske og storladne højder, som imponerede på debuten.
Der er ingen tvivl om, at Makrigiannis går forrest og sætter dagsordenen, når den musikalske vej skal lægges på Rhine Gold. Han skriver stadig sangene, og musikken bunder stadig i en grandiøs indiepop – nu med band. Der er højt til loftet, og det er et komplekst univers, gruppen bevæger sig i – et univers som fans af debuten hurtigt vil kunne genkende. Allerede på debuten, var det imponerende at Makrigiannis med sit enmandsprojekt opnåede de store arrangementer i musikken, og i det spor fortsætter han på efterfølgeren. Den storladne melankoli på debuten har fået et ekstra nøk på Rhine Gold, hvilket uden tvivl hænger sammen med samarbejdet mellem de nu syv musikere. Pladen åbnes flot med “The Third Time”, hvor orientalske toner fra begyndelsen hæver loftet. Der er enkelte nye takter, som formentlig hænger sammen med de syv samarbejdende musikere. F.eks. er den ti minutter lange ”Paralyze” underlagt et frisk beat, men selv om der både bliver plads til inderlighed og støj, så er nummeret ikke stærkt nok til at holde tiden ud.
Generelt lægger Rhine Gold sig som en behagelig forlængelse af debuten fra 2008. Man kan høre, at koret nu er blevet flerstemmigt, men jeg kunne godt have tænkt mig i højere grad at blive overrasket og rørt af de ni skæringer. Niveauet er stadig højt, men når koret nu er blevet forstærket, ville det have været ønskværdigt, at der i højere grad blev leget og taget chancer i forhold til debuten.