Dårlig start endte med arbejdssejr
Sveriges nationalskjalde numero uno og Eskilstunas helt store stolthed Kent leverede en blandet aften i et propfyldt og brandvarmt Store Vega. Badet i rødt åbnede bandet med nysinglen ”999” og den faldt i god jord, som åbning for det oplagte publikum. Inden da var mine ører støvsuget for fimrehår og en tinnitus nær, efter at en rad af piger bag mig tilkendegav deres glæde for de svenske stillister, med en hvinende mur af skingre skrig og diskant piften. Det var nærmest som at befinde sig på første række til en Thomas Helmig koncert. Og Kent er med tiden gået fra skandinaviske indiedarlings med hang til Cure-melankoli hen mod en mere bredtfavnende og poppet sound. I går var de for alvor sprunget ud som popband med et dedikeret m/k publikum, der med al tydelighed elskede dem med hud og hård.
Farvetemaet fortsatte med ”VinterNoll2”, der serveredes i isblå nuancer, mens ”Kevlarsjäl blev skudt af i lilla farver. Det var flot, stilsikkert og lækkert. Men lyden var mudret og især trommer og bas gik uheldigt igennem på grumset og gumpetung vis. Folk synes dog ikke at bemærke det, eller også ville de bare have en aften, de længe havde ventet på, til at blive en succes, for man opslugtes af topglade ansigter og en mur af klappende hænder, både under og imellem numrene.
Joakim Berg, der aftenen igennem gav den som entertainer med en blanding af indpisker med hænderne i jesuspositur og hovedet inderligt på skrå lettere primadonna-agtigt, præsenterede Isola´s ”Celsius” som et vældigt gammelt nummer fra den gule plade og den blev självklart behørigt spillet i gult lys. Isola-pladen blev modtaget med et brag af begejstring, – så stort at Berg virkede overrasket og råbte: ”nå, det er populært hva”.
Herefter kom vi lidt rundt i diskografien, bl.a. omkring den smukke ”Sjukhus” fra Röd og den frapperende flotte ”Den Döda Vinkeln” fra Du & Jag Döden, men det var stadig langt fra optimal lyd set ud fra Store Vegas ellers normalt blændende akustik. Samtidig var det for lavt – omkring 90 db stod den ofte og signalerede – og man kunne indimellem faktisk sludre uproblematisk under koncerten. Efterhånden savnede jeg lidt dynamik. Det var som om det hele stod i stampe og jeg blev ikke rigtigt ført med. Det blev specielt tydeligt, da en triade af numre fra Jag är inte rädd för mörkret kom i streg. Her blev det kedeligt, monotont og ligegyldigt og selvom man må kreditere Kent for ikke at lefle for allerlaveste fællesnævner, nemlig en udpræget best of hitliste, ja så viste det altså også, at et sigte så direkte på nyeste skive ikke holder kadencen.
Men hits undlod svenskerne da bestemt ikke at spille, for efter præcis en time lukkede de i sandhed op for hitsluserne. I en lind strøm fejede ”Kärleken Vänter”, ”Ingenting” og ”Music Non Stop” ud over scenekanten og her løftede koncerten sig. Ikke alene var lyden blevet bedre, den var også blevet højere, mere nuanceret og dynamisk. Under de tre klassiske numre udi en art stadiondisco samlede Kent alle som én i salen og det hele spillede i det kogende menneskehav.
Efter det triumvirat af hitbaskere lagde bandet an med Isola´s helt store klassiker ”747”, der igennem årene er blevet fast lukker og vel noget nær et signaturnummer for de nordiske konger af melankoli-pop. ”747” er med sine storladne og brusende repetitioner en skæppegod og supereffektiv finale og gør underværker hver gang man er til stede til en aften med Kent. Som altid lykkes det Berg at få alle tilstedeværende i salen til at svinge armene fra side til side i bølgende takt. En finte de har løftet fra deres helte i Depeche Mode, der som ingen andre kan lave det trick under afspilningen af den ti år ældre milepæl ”Never Let Me Down”. ”747” kan det samme som Mew´s ”Comforting Sounds”, nemlig binde et suverænt omkvæd op i et langsomt opbyggende klimaks, der først for alvor folder sig ud efter adskillige minutter og det skaber altid gåsehud i livesammenhæng.
”747” har efter albummet Du & Jag Döden måttet overlade den endelige encore-exit til den prægtige “Mannen i den vita hatten (16 år senare)”, hvilket også var tilfældet denne aften. Et fuldblodsnummer, der får voksne mænd til at skråle med på de repeterende linjer: ”vi ska alla en gång dö”, mens tårerne triller ned ad kinderne på dem. Definitivt og forunderligt livsbekræftende på én og samme gang.
Kent kørte en koncert der fra start var præget af både dårlig og for lav lyd, stilstand og musikalsk kedsomhed og irriterende pænhed, hjem mod slutningen af sættet i en blanding af arbejdssejr og erkendelse af, at hitsne er utallige og må og skal rystes ud af ærmet, hvis en kent-koncert skal blive en succes.