Rytmen og rødderne
Det går stærkt på den femte udgivelse fra nordmændene, meget stærkt. Nogle gange kammer det over, men en gang i mellem fungerer det faktisk.
Norske Aura Noir blev dannet i 1995, og er derfor bestemt ikke nye på metalscenen. Med Out to Die viser de endnu en gang deres kunnen udi i en blandingsgenre, de selv kalder rådden black thrash metal. Dette er på sin vis en rammende beskrivelse, men alligevel mangelfuld, sådan som det oftest er, når man forsøger at sætte musik i en meget afgrænset genrebås. Thrashmetaldelen kommer dog unægteligt til udtryk i form af tempoet albummet igennem; det går virkelig stærkt. Man kan komme med referencer til Slayers klassiker Reign In Blood, dog kun når det gælder sangenes tempo, for derudover minder Out to Die ikke meget om albummet.
På trods af at der konstant bliver tonset derudaf på samtlige numre af albummet, er det lykkedes for Aura Noir at komponere nogle numre, der kan skilles fra hinanden, hvilket på ingen måde er noget alle thrashbands formår. Nu er Aura Noir som bekendt ikke kun et thrashband, om end black-delen af genren for denne lytter er noget svær at finde i lydbilledet. Jo, bandet er fra Norge, som jo er der, blackmetallen har sine rødder, men der er nu mere beskidt (eller rådden!), old school thrash over lyden, fx når man lytter til åbningsnummeret ”Trenches” eller den (solo)guitardominerede ”Withheld”. På disse to numre, plus et par andre, viser Aura Noir hvordan man holder fast i rødderne, samtidigt med at der holdes fast i den rytmiske, fængende melodi på bedste vis.
Andre numre viser til gengæld, at det ikke altid lyder godt, bare fordi tempoet går amok. Det, der er med til at fremhæve de mindre vellykkede numre er vokalen, der leveres af hele to af bandets tre medlemmer, Apollyon og Aggressor. At de er to om arbejdet ændrer desværre ikke på, at vokalen ikke er særligt imponerende, men det er med stor sandsynlighed en del af bandets udtryk: Det skal bare være primitivt og halvdårligt produceret, og det i sig selv, emmer af blackmetal – fra den gamle skole, vel at mærke. Og når det går så stærkt, som det nu gør, kommer de to herrers stemmer ofte ud af kontrol. Nogle vil uden tvivl finde vokalerne passende og endda fede, og selvom de vel nok er det første, er bandets sange bedst når det blot foregår instrumentalt. Men der klarer de sig også med en jævn succes, så selvom der findes mere interessant bud på thrash, også fra bandet selv, er Out to Die stadig et lyt og lidt headbanging værd.
