05.07.12 – Django Django – Pavilion, Roskilde Festival

Deres blanding af alt fra surf, til afrikanske rytmer og psykedelisk pop er en af grundende til jeg efterfølgende har hørt folk på pladsen sige: "De bliver store!" Jeg kunne ikke være mere enig, og til tider syntes jeg næsten at deres kiksede t-shirts, som en eller anden hippie havde glemt at smide ud i starten af 70'erne, var ret cool.

Stærk åbning af Pavilion

Så blev Roskilde Festival 2012 endelig skudt i gang. En stor del af festivalens deltagere havde traditionen tro, bevæget sig imod Orange Scene for at se åbningsbandets bud på hvordan en koncert på Orange Scene skal skæres. Jeg og en del andre havde derimod bevæget os imod den noget mindre scene Pavilion, hvor Edinburgh-bandet Django Django skulle åbne teltet der kan rumme 1/30-del af Orange Scenes potentielle publikum.

Det er som bekendt nærmest umuligt at være to steder på en gang, så jeg kan ikke rigtigt udtale mig om åbningsbandet Kellermenchs præstation på Orange, men hvis deres koncert var en lige så stor oplevelse som Django Djangos fest på Pavilion, er festivalen virkelig skudt godt i gang.

Forsanger Vincent Neff bekendte i starten af koncerten at han ikke rigtigt regnede med at der ville dukke nogle op, indtil han så et proppet telt foran sig. Rygtet om de gode anmeldelser i NME og The Guardian havde spredt sig ud til festival gængerne, og efter en lidt for stram åbning, begyndte bandet at føle sig bedre og bedre tilpas.

I starten havde jeg godt nok mine bange anelser, da bandet ikke helt kunne finde ud af om de ville dyrke den cool indie-electro-pop stil ala Hot Chip, eller være indadvendte som tidlige 80’er new-wave bands som Human League, som Vincent Neff og bassist Jimmy Dixon nok var lidt for fascineret af i starten af koncerten. Men langsomt overbeviste det feststemte publikum hele bandet om at den time bandet stod på scenen, skulle være en fest som var fem opvarmningsdage værd.

Særligt Tommy Grace, der var omgivet diverse keyboards, samplere og kæmpe-tambouriner, virkede særdeles tilpas på scenen. Som bandets synth-troldmand skabte han i smuk symbiose med førnævnte Dixon og trommeslager David Maclean, et groove der gik lige i maven på publikum, som kvitterede med talrige klap. I samarbejde med de andre medlemmers percusive hjælp, lød David Macleans trommespil til tider som et helt sambaband, der marcherer igennem Fælledparken under Pinsekarnevallet, og Vincent Neff og Jimmy Dixons vokalharmonier lød næsten som noget man kan finde på shoegazer bandet Rides legendariske Nowhere. Det lyder måske rodet, men det fungerede vildt godt, og netop deres blanding af alt fra surf, til afrikanske rytmer og psykedelisk pop er en af grundende til jeg efterfølgende har hørt folk på pladsen sige: “De bliver store!” Jeg kunne ikke være mere enig, og til tider syntes jeg næsten at deres kiksede t-shirts, som en eller anden hippie havde glemt at smide ud i starten af 70’erne, var ret cool.

En virkelig overbevisende præstation, der i den grad mindede folk om at både 70’erne, 80’erne, 90’erne og 00’erne er cool, men endnu coolere når de bliver blandet sammen.

More from Perry MacLeod Jensen
05.07.14 – Slowdive – Avalon, Roskilde Festival
Når guitarstøjen var støjen var bedst, handlede det bare om at lukke...
Read More
0 replies on “05.07.12 – Django Django – Pavilion, Roskilde Festival”