Djævelsk tortur på krop og sjæl
Inden eftermiddagskoncerten med amerikanske Today Is The Day på Odeon, havde jeg hørt rygtet flere steder. ”De skal bare høres. Det skulle være noget af en oplevelse.” Så på forhånd glædede jeg mig – meget. Der måtte være noget helt særligt i vente – og det var der!
Today Is The Day er båret af stifteren (1992), sangeren og guitaristen Steve Austin, og trioen har skiftet bassist og trommeslager et utal gange over de seneste 20 år. Ud fra dagens koncert, opgav jeg hurtigt at genrebestemme gruppen. Det var hårdt, vildt og utrolig rodet. Steve Austin har siden gruppens fødsel været kendt for sin uforudsigelige blanding af hardcore, grindcore, progressiv metal og heavy, men egentlig giver det ikke meget mening at nævne genrer i forhold til koncerten på Odeon, for det blev leveret så rodet og med så dårlig lyd, at jeg flere gange tænkte tilbage på de gymnasiekammerater, der fandt sammen og eksperimenterede lidt med genrerne, hvor man forstående tænkte, at de nok lige skulle finde sig selv, eller at de bare ikke havde talentet.
Steve Austin må efterhånden have fundet sig selv musikalsk. Og med sin erfaring, må man gå ud fra, at der gemmer sig et vis musikalsk talent. Men ikke i dag. Om så Steve Austin forsøgte sig med sang, skrig eller growl, lød det aldeles forfærdeligt. Hans guitar lød skandaløst dårligt, og når han forsøgte at sætte gang i publikum med nogle iørefaldende riff, blev det alt andet end iørefaldende. Lyden lød billig og skar i ørene, og efterhånden som koncerten skred frem, ønskede jeg mig længere og længere væk.
Der var noget særligt i vente i dag. Og havde jeg vidst, at det skulle blive pinligheden og rodet i koncerten, der var det særlige, havde jeg holdt mig langt væk. Odeons publikum var måbende, og flere bevægede sig væk, købte en øl og glemte alt om braset fra det store telt. Jeg selv gik hovedrystende derfra, med glæden over, at den næste koncert kun kunne blive bedre.
