The Trash Talk Power Hour
Amerikanske Trash Talk fra Sacramento i California er et både berømt og berygtet navn inden for hardcore-genren. Berømte for deres blanding af hardcore, punk og trash metal, en næsten umenneskelig energi på en livescene og et konstant medrevet publikum. Af samme grunde er de også berygtet, for det går aldrig stille for sig. Torsdag aften havde de fået æren af leve op til rygterne på Pavillion, og det blev en af de koncerter, man ikke sådan lige glemmer fra årets Roskilde Festival.
Forsangeren Lee Spielman forsøgte fra starten af at sætte publikum ind i, hvad der ventede dem: ”You can expect 27 cuts – the Trash Talk power hour”. Derefter eksploderede Pavillion – både på scenen og blandt publikum. Fra første nummer brød de forreste rækker ud i energiudladende hop/dans. Det var kaotisk og vildt, og det så fantastisk ud. På denne måde fungerede samarbejdet mellem publikum og Trash Talk til fulde fra første nummer. Numrene var korte, og der var mange af dem, hvilket befandt det tændte publikum godt, da det betød, at intet nummer nåede at dø hen, inden det var spillet færdigt.
Lee Spielmans skrigende vokal er som skabt til genren, og hans indlevelse fra start til slut var intet mindre end imponerende. Hans kontakt til publikum er fænomenal og har gjort ham kendt inden for sin musikalske genre. Under langt de fleste numre befandt Speilman sig nede ved hegnet mellem scenekant og publikum, og skreg sig gennem numrene med 10-12 svedige fans hængende over sig. Midtvejs under koncerten bad han om fuldstændig ro i det store telt. Han bad publikum om at sætte sig ned, og derefter gik han ned midt mellem mængden og satte sig. Publikum undrede sig, men de glædede sig, for de vidste, at der var mening med galskaben. Han forklarede, at når det næste – aftenens vildeste – nummer blev skudt i gang fra scenen, skulle ALLE igangsætte aftenens største circle pit (og der var flere af dem), og så skulle han nok deltage – syngende. Som sagt så gjort. Fra min position så jeg ikke mere til Spielman under nummeret, men kunne høre hans hårde snerrende vokal, hvilket var en præstation i sig selv kommende inde fra orkanens øje.
Det var vildt. Det var rigtig vildt, og inde bag al galskaben var der en kontrol og timing i musikken, som var imponerende. Lyden var perfekt, og den vilde – og nærmest uortodokse hardcore – blev hele tiden holdt i et stramt greb uden at fejle. Spielman og co. holdt hvad de lovede. Løjerne varede i en time. De gav os 27 skæringer. Og power? Jo det var bestemt en power hour, og et gennemsvedt og mørbanket pubklikum, kunne nok ikke have taget en omgang mere med Trash Talk.
