Spector er på vej. Hold øje med dem.
Engelske Spector henter inspiration fra flere forskellige steder. Energien og tempoet i musikken leder tankerne mod både The Killers og Kaiser Chiefs, men når man ser de unge englændere i deres blazere og højt knappede skjorter og hører deres brug af synths og keyboard, kan stilen også sagtens lede tankerne mod navne som Roxy Music, Spandau Ballet og Ultravox, som sagtens kunne være stilikoner for Spector.
Med ovenstående mange mulige inspirationskilder, er det vigtigt og altafgørende for Spector at finde deres eget udtryk, hvis de vil slå navnet fast. Lørdag aften skulle de vise deres live-evner på Pavillion, og de skulle tilmed forsøge at holde folk fra at gå til Jack Whites koncert, som startede kun en halv time inde i Spectors koncert. Forrest og i midten stod Frederick Macpherson, og han agerede denne aften både croooner, entertainer og hipster. Til tider blev det for meget af det gode, og han tog flere gange fokus fra både bandkolleger og den ellers gode catchy engelske indiepop. Men han er samtidigt også uundværlig for Spector. Hans entusiasme og hans karakteristiske mørke og lidt nasale vokal er med til at give gruppen sin egen lyd, og det er der brug for, når de rent musikalsk ikke endnu har fundet noget helt originalt.
Der var faktisk tale om god festlig indiepop fra Spector. De har skruet nogle melodiske og iørefaldende sange sammen, og de blev leveret med overbevisning denne aften. Publikum var med, men det var ærgerligt, at der ikke var flere af slagsen. Spectors koncert kunne sagtens have tændt et fyldt Pavillion-telt. Hvad der startede med at virke pænt og kontrolleret, blev mere løssluppent som koncerten skred frem, og det var Macphersons ødelagte slikkede sideskilning et meget godt billede på.
Der er en herlig ung og selvsikker energi over Spector. De har helt sikkert fat i noget fornuftigt, og de forstår at skyde en fest i gang, hvilket de viste under aftenens koncert. Det er ungt og det er ufærdigt, og det lod sig trods alt heller ikke fornægte.
