Metal, mudder og munterhed
Den tyske metalfestival var i år udfordret af store mængder mudder, da der faldt en del regn ugen forinden og endnu mere i dagene under festivalen. Dog var der stadig positivitet hos bands og især hos festivalgængerne. Folk, der oplevede Roskilde Festival i 2007 vil nok mene, de har oplevet det højeste niveau af mudder på en festival, og undertegnede var ingen undtagelse – før årets Wacken Open Air løb af stablen. Der er tilsyneladende ikke blevet lagt dræn ind under festivalens marker i den lille by, så fra festivalens start tirsdag var der allerede en del mudder. Det så dog ud til at forsvinde, da der var timevis af sol onsdag og torsdag, men da regnen vendte tilbage for fuld styrke fredag og lørdag nåede mudderet mere end over anklerne og flere steder på koncertpladsen var der så store søer, at der var spærret af for gennemgang. Det gjorde det unægtelig til noget af en udfordring at begive sig op for at se koncerter, men nogle blev det da til, og især en var virkelig værd at slæbe sig gennem sølet for.
Torsdag
Dagen startede med et par numre fra tyske U.D.O., som også er kendt som forsanger i bandet Accept. Solomaterialet har aldrig rigtigt fanget denne anmelder, men manden udviser bestemt god energi på scenen og det var sjovt at høre Accepts store hit ”Balls To The Wall”. Lidt senere stod den på britiske Saxon. Bandet spillede også på dette års Copenhell festival, og både der og på Wacken blev der givet en koncert præget af stor spilleglæde. På Wacken virkede publikum dog gladere for bandet end på Copenhell, og det gjorde Wackenkoncerten til den bedste af de to. Bandet har udgivet tæt på tyve albums, så der var masser af sange fra bagkataloget af tage fra, hvoraf vi fik bl.a. ”Princess of the Night”, ”Never Surrender”, ”Crusader” og naturligvis ”Denim and Leather”, som må siges at være bandets mest kendte nummer. Gennem hele koncerten var forsanger Biff Byford virkelig veloplagt, og det virker, som om bandet ikke har tænkt sig at stoppe deres lange karriere foreløbigt.
Da Saxon var gået af scenen gik der ikke længe før danske Volbeat gik på. Bandet er blevet større og større i Tyskland og der var også mødt en stor mængde metalfolk op for at se koncerten. Undertegnede har set bandet flere gange før, og overværede derfor kun fire numre. Lyden var ude af balance til at starte med, men det blev der rettet op på hurtigt. Volbeat spillede fint og meget højt, og hvis man er fan af dem var der nok ikke meget at klage over, men Michael Poulsens stemme kan være ret kedelig at lytte til i længden, da den er ganske monoton. Det være sagt, formår bandet bestemt af nå ud over scenekanten og har mange riffs, der er rene ørehængere, og dét fungerer live.
Fredag
Koncertpladsen var allerede meget mudret, da svenske Opeth gik på i silende regnvejr. Bandets frontmand, Mikael Åkerfeldt, var ikke så munter mellem numrene, som man er vant til, og virkede egentlig ikke særligt vild med at være der, måske pga. regnen. Dog var der, som altid, intet galt med hans vokal, både hvad angår growl og rensang. Setlisten bestod i høj grad af bandets to seneste udgivelser, som ikke er direkte dårlige overhovedet, men som heller ikke er det bedste, de har begået, ifølge denne anmelder. På samme måde var koncerten på Wacken heller ikke den bedste, Opeth har præsteret, især fordi bandet fungerer langt bedre på små indendørsscener end store festivalsscener. Derfor bliver det også godt at opleve dem i rette element, når de spiller i Store Vega til efteråret.
Det blev kun til en koncert mere den aften, og den stod norske Dimmu Borgir for. Bandet havde taget et symfoniorkester med til at akkompagnere deres storslåede blackmetal. I nogle numre fungerede symfoniorkesteret utroligt godt som et ekstra musikalsk element, men i andre tilfælde var det lidt ligegyldigt. På et af bandets store (måske største) hit ”Progenies Of The Great Apocalypse” kom det især til sin ret, men på mange af bandets andre sange passede det ikke helt ind. Det var især de nyere albums, der blev spillet sange fra, og selvom bandet virkede professionelle, var det ikke så interessant en koncert. Det hjalp naturligvis heller ikke at bassisten Simen Haestnaest ikke længere er med i bandet til at bidrage med sin smukke og unikke renvokal; den fik vi kun i en optaget version.
Lørdag
Dagen var præget af flere aflysninger og endnu mere mudder, så den første koncert blev kun oplevet udefra pladsen, der fører op til festivalspladsen. Dog var der fin lyd til at høre Testament brage af sted med deres klassiske thrashlyd. De gjorde det godt, men man fik også lidt følelsen af, at det blot var endnu en dag på kontoret, så at sige. Cradle of Filth blev dog oplevet foran scenen til lyden af de høje, skingre skrig fra frontmand Danny Filth. Det er nærmest bandets kendetegn at Filth skriger sig gennem det meste af et nummer, og selvom det kan være lidt anstrengende at lytte til, skaber det også stemning, som får numrene til at fungere bedre. Bandet spillede flere kendte numre fra start, bl.a. ”Nympehtamine Fix”, ”Her Ghost in the Fog” og ”Gilded Cunt”. De nyere albums har ikke fået megen anerkendelse blandt bandets fans, men numrene derfra fik lidt mere kant live, hvilket klædte dem. Danny Filth var i topform hvad angik vokalen, og lidt af en arrogant idiot at høre på mellem numrene, men sådan skal det måske bare være?
Det blev kun til halvdelen af bandets koncert, da svenske Dark Funeral var blevet sat til at spille i præcis samme tidsrum som Cradle of Filth. Det kan undre, at Wacken har arrangeret at to blackmetalbands spiller på samme tid, da der er stor mulighed for at de samme folk, gerne vil se dem begge, for SÅ meget blackmetal var der altså heller ikke på festivalen i år. Dark Funeral havde desværre svært ved at overdøve lyden fra Cradle of Filth, men nægtede at lade sig kue af den grund. Det var en noget middelmådig koncert, de gav, men de prøvede vist at give indtryk af, at de kæmpede for at larme mere end Cradle of Filth, selvom det ikke helt lykkedes. Aftenens, og årets, sidste koncert viste sig at være den bedste på dette års Wacken, og den stod de store vikinger i Amon Amarth for. Svenskernes sange har temaer, som Odin, Thor, vikingeskibe, lyn, hav og våben, og det er noget, metalhoveder kan lide! I hvert fald var det en nærmest fuldstændig proppet plads, der så bandets koncert i år, og det var fuldt ud fortjent. Det kan godt være, forsanger Johan Hegg lyder som en meget vred mand når han growler, men mellem numrene er han noget af det mest smilende, beskedne og rare, man kan forestille sig. Der var et konstant smil bag det lange fuldskæg, og der blev rakt tunge og drukket af drikkehorn flere gange. Bandet spillet vanvittigt tight og var samtidigt i stand til synkron headbanging, mens vi blev forkælet med den ene metalperle efter den anden heriblandt ”Guardians of Asgaard”, ”Fate of Norns”, ” Cry of the Blackbirds”, ”Destroyer of the Universe” og ikke mindst den formidable ”Twillight of the Thunder God”. Sjældent ser man et så veloplagt band og det var virkelig en fornøjelse. Det er tydeligvis ikke uden grund at bandet har en enorm base af trofaste fans.
Og på samme måde har Wacken Open Air et stort og trofast publikum. Det er skønt at gå rundt på en camping- og koncertplads hvor alle er positive og imødekommende, sådan som man oplever på Wacken. Til sammenligning er Roskilde Festival bedre til at håndtere regn og bedre til andre praktiske ting, men menneskene der er sjældent så rare som metalfolkene på Wacken. Måske er det samhørigheden over kærligheden til metal, ligesom man faktisk også kan opleve på Copenhell, i hvert fald er der en særdeles god stemning. Derfor bliver det også godt med et gensyn næste år- rain or shine, som Wacken har som motto- men gerne en smule mere shine, hvis Thor ikke har nogen indvendinger.