Fredag, længeventede fredag. Dagen med alle de spændende bands, med de gode hitmagere og det velplanlagte program, der betød, at alt, der var kryds ud for i programmet kunne ses i sammenhæng. Og med et vejr en anelse dårligere end solrige torsdag, som understøttede trangen til at høre musik i bøgeskoven frem for at drikke øl i lejren.
Musikalsk lagde vi ud med det danske elektropop-band Panamah i P3-teltet kl. 13. Det var der ikke så mange andre, der gjorde. Teltet var godt halvfyldt, men stemningen god, måske lidt dagen-derpå-mat, men klar på nye strabadser. Sidste år var Panamah blandt Live Camps udvalgte, siden er der kommet et debutalbum i efteråret 2011, dog uden stor succes. Dagens koncert bød på kendte numre som “Et Sted At Stå”, “Ved Siden Af” og “Det Er Ikke For Sent”, som satte gang i dansen foran scenen, mens de mindre kendte numre ikke gjorde synlig forskel. Alt i alt en fin optræden, men ikke skelsættende.
Det var Kidds optræden heller ikke, da han gik på i P3-Teltet efter Panamah. Han lagde ellers godt ud med hittet “Kysset Med Jamel”, som fik taget til at løfte sig blandt det noget unge publikum. Den dansk/skotske rapper var i tilbagelænet stil med slaskede shorts og et hvidt håndklæde om hovedet og drønede frem og tilbage på scenen, så man blev helt forpustet, men den samlede perfomance led under for høj bas, for få hits og for stor irritation fra hovedpersonen over, at klokken var 14.30, hvilket han åbenbart ikke kunne arbejde med. Men det blev da til “Ik Lavet Penge” og til godt humør i P3-teltet.
Samtidig med Kidd var Xander og Ankerstjerne på den utaknemmelige Rytmehans-scene, hvor fremmødet var tilpas stort, men solen for skarp til at sikre den store oplevelse. Vi fik Xanders “Under Mine Lagener” og “Min Øjesten” og et kort glimt af en ung musiker, der forsøger at finde sig selv. Og så fik vi “Tættere” fra et efter Xanders udsagn kommende album, en sang om alle kvalerne ved hurtig succes og angsten for ikke at være tæt på andre. Der var ikke tvivl om, at Xander havde fat i festivalgæsterne, især de kvindelige, men det er en utaknemmelig opgave at spille intime ballader på så stor og åben en scene som Rytmehans.
Og med det i mente kan man kommentere, at gudskelov har Turboweekend ikke det store antal ballader at gøre godt med. Det danske emo-rock-band (med fare for at skabe stor uenighed med den bemærkning) gik på Bøgescenerne halv fem i bagende solskin, og her kom det magiske øjeblik så for undertegnede, det, man venter hele festivallen på. Forsanger Silas Bjerregaard var i hopla x 3 og løb stort set en marathon under koncerten, der startede med storhittet “After Hours” – og så var festen sparket i gang. Tunge bas-rytmer, dystre beats, inderlig lyrik og så det ekstra femte krydderi, man ikke kan bestemme, men som gør hele forskellen. Turboweekend leverede en lang række publikumhits fra “On My Side” over “Holiday” (og damn, hvor holdt vi ferie) til den nye sjæler “I forgot” og det store hit “Trouble Is”. En stor del af koncertens numre var fra det nye album Fault Lines, som uden tvivl cementerer Turboweekend på den danske alternative scene. Og hatten af for det. For de, som ikke kender Turboweekends mørke grooves, skal en stor opfordring lyde – lyt til “I Forgot” og glem så de, du har hørt, før du med begge ben springer ud i debutalbummet fra 2007 Nightshift. Og spring så ellers med begge ben ud i en koncert med bandet, der forbløffer og forbavser- selv i skarpt sollys.
I mindre skarpt sollys (læs: i teltets mørke) stod dagens anden store oplevelse på spring. Den unge sangfugl Marie Key gav koncert, mens dag blev til aften – og under dække af at være helt og aldeles upartisk – hold da kæft en koncert. Marie Key er smuk på en kejtet måde, kær og kærlig, helt og aldeles ikke klar til at komme ud over scenekanten samtidig med at hun inviterer alle, der kommer til hendes fest, langt ind på scenen. Det samme skete fredag, hvor ballet blev åbnet med P3-hittet “Mere snak. Mindre musik”, som de fleste kunne synge med på. Og så blev der ellers ikke skortet på den gode musik og den gode, sælsomme historie, for gud bevares, hvor Marie Key har en stand-upper i maven. Der blev grædt på “Skagen” til Keys afdøde far, grinet til den gamle historie om “Mormor” og skrålet til “Er du okay?” fra Keys seneste soloudspil. De sjove kommentarer blev der heller ikke skortet på, som i introen til “Kleptoman”, for som Key så sødt forklarede, så er det fede ved festivallen, at man kan komme hjem med så mange fede ting, man ikke kom med. Key vandt crowden – endnu engang.
Sidste store act fredag var svenske Kent, der var programsat kl. 22 på Bøgescenerne. De er pt. på tour med nyeste album Jeg Ar Inte Radd For Morket, hvilket aftenens koncert i høj grad også kom til at handle om, da langt de fleste af koncertens første sange var nye på godt og ondt. Godt, fordi der er tale om gode melodier og riffs som på åbningsnummeret “999” eller på “Jag Ser Dig”, skidt fordi at festivalpublikum kun sjældent kender et band til bunds og derfor langt hellere vil høre hits. Med det sagt så blev der da også plads til hits i sidste halvdel af koncerten, hvor setlisten rummede både “Karleken Venter”, “Ingenting”, “Musik Non Stop” og “747”. Alle fantastiske numre, men på en måde meget uforløst for os store Kent-fans, der manglede så mange andre sange, men på den anden side stramt og imponerende, fordi Kent gjorde det, de kunne, på de fem kvarter, de havde til rådighed.
Fredagens natprogram bød blandt andre på publikumstiltrækkeren Medina – os rørte hun ikke synderligt, selvom hun gav publikum det, de ville have – hits på hits på hits fra “12 dage” over “Kun For Mig” til “Velkommen Til Medina”. Men helt ud over scenekanten kom divaen ikke, hun virkede kort fortalt uengageret og mærket af lang tids turnerer med mange koncerter. På P3-Scenen var der samtidig med Medinas koncert genkomst til hollandske 2Unlimited som del af 90’erne-festen på P3, hvilket efter sigende var lidt af en fest, så måske det var den vej, man skulle have taget.
[nggallery id=158]