Lørdagen på Smukfest var på forhånd dømt som den store publikumsdag, alle en-dages billetter var udsolgt, uden at programmet i Diskant-øjemed havde de store oplevelser at byde på – på nær måske White Lies. Men i folkelig forstand havde lørdag mere end rigeligt på programmet, fra Johnny Madsen over Rasmus Seebach til Dodo And The Dodo’s og lidt mere smalt, Suspekt.
Johnny Madsen var – som han altid er det på Smukfest – en af de store helte, der samler et massivt publikum med sin brede folkelige sangskat tidligt på dagen. Og uden at være til Madsens musik, så var det en oplevelse at se og høre det menneskehav, der bakkede op om den aldrende musiker, der med glimt i øjet bag brillerne bidrog til stemningen med sin countryagtige bluesrock. Koncerten sluttede med “Æ Kør Å Æ Motorvej” og ikke mindst signatursangen “Johnny The Blues”. Enkelt og uprætentiøst og ærligt.
Og det var dagens store publikumsmagnet da også. Rasmus Seebach, dansk musiks vidunderbarn med den ærlige musik og den store folketække. Med hits som “Lidt I Fem”, “Engel” og den rørende “Den Jeg Er” foldede Seebach hele paletten og hitskabelonen ud. Den unge mand viste sig som storcharmør på scenen, hvilket uden tvivl smeltede en masse pige- og nok også en del kvindehjerter, men mig rørte det ikke i tilstrækkelig grad, hvorfor vi satte kursen mod Rytmehans, hvor den stod på 80er-nostalgi med Dodo And The Dodo’s, som det er lykkedes undertegnede at undgå i en hel musikalsk barn- og ungdom. Det var en super positiv oplevelse at se de gamle garvede musikere levere på rutinen, men med stor kærlighed og et glimt i øjet. Publikumsresponsen var stor, men det er ved Gud også svært at stå og tie stille, når den står på “Bambi På Glatis”, “Vågner I Natten” og “Pigen Med Det Røde Hår”. En solriglørdag med alkohol i blodet var det ligesom prikken over i’et.
Men det, vi virkelig ventede på, var aftenens White Lies-koncert, der blev skudt i gang på Bøgescenen halv ti i tusmørke. Forinden fik vi dog set både halve og kvarte koncerter med henholdvis Magtens Korridorer og De Eneste To, der begejstrede det delvise hjemmepublikum med en tur i gummibåd fra scenen til lydteltet og retur (en 100 meter hver vej vel nok), men det var som sagt White Lies, der var aftenens og dagens helt store act. Og de skuffede ikke, selvom det blev til en kun knap 55 minutters optræden, og selvom lydkvaliteten var umanerlig skidt for Bøgescenen, som ellers har ry for at være god lydmæssigt (måske vi bare hungrede efter et alternativ til dagens populærmusik?). Bedre blev det også af, at White Lies og forsanger og guitarist Harry McVeigh havde forstået konceptet festival – lever hits, helst mange af dem! Første nummer var “Farewell To The Fairground”, der blev leveret, som var det engelske band betydeligt ældre og mere erfarne, end de nu er. Af andre publikumspleasere kan nævnes “To Loose My Life”, “Strangers” og “Unfinished Business”. Selvom pladsen foran Bøgescenen ikke var propfyldt, var der nok mennesker til at skabe stemning, og når der er stemning på Skanderborg i de sene timer, så dukker der tit smukke øjeblikke frem. Jo, det var noget rod, at McVeigh kæmpede med lyden, hans vokal blev nærmest overdøvet af musikken, men eftersom bandets musik i flere tilfælde er dyster og tæt mørk, så var det ikke altødelæggende. Jeg glæder mig dog til næste gang, hvor oplevelsen forhåbentlig kan blive total.
Rytmehans-scenen blev lukket og slukket senere på aftenen af danske Spleen United, der eftersigende gav et brag af en koncert på Roskilde en meget sen nat. Her var klokken kun knap tolv, da det danske band gik på scenen med deres teknoede house og et show, der bød på ligelig hits fra bandets første to mørkt melodiske albums (alt fra “In Peak Fitness Condition” over “My Tribe” til titelsangen “Spleen United”) og ligelig meget ordfattige nye musikalske kreationer fra deres nyeste album. Der var tryk på de tunge beats og hoveder blev kastet frem og tilbage i menneskehavet foran den store, åbne scene. For undertegnede virkede det indadvendt, men festen var svær ikke at tage del i. Det var desuden svært for bandet at skjule, hvor lidt de gad spille gamle sange, og hvor meget de brændte for at gå i selvsving med en tungt dunkende bas, gamle sange blev leveret noget kortfattet på trods af massivt publikumskor, mens nye sange fik lang levetid og uendelige improvisationer. Skidt var det ikke, men jeg fik lidt følelsen af at være til fest med en klub, jeg ikke var inviteret med i – måske fordi jeg hverken var fuld eller skæv.
Og vi sagde farvel til Smuk Fest 2012 sammen med Rytmehans, der lukkede ned søndag, en ordning, der også var indført på sidste års festival, hvor søndag præsenterede en mindre festivalplads og et mindre musikprogram. I år blev den mindre søndag opvejet af super onsdagsprogram, som sætter gang i spekulationer om, hvorvidt Skanderborg er på vej til at blive en onsdag til lørdag-festival. Jeg tror, det bliver ved overvejelserne nogle år endnu, selvom de fleste københavnere, vi stødte på, syntes godt om konceptet, der giver tid til at lande hjemme, før en ny uge truer.
Var man blevet, havde søndag stået på TV2, Kashmir, Thomas Helmig, Toto og Veronica Maggio. Sidstnævnte ville uden tvivl have været på mit program, men de fleste andre har man jo set en gang eller to, så det var uden tristhed og med en masse gode musikalske oplevelser i bagagen, at vi sagde farvel til det jyske og endnu en smuk, smuk fest i den jyske bøgeskov.
[nggallery id=159]