Muse er et af få nyere rockbands der formår at fylde stadions med ellevilde publikummer. Og når man hører numre som ”New Born”, ”Bliss”, ”Knights of Cydonia” og ”Time Is Running Out”, så forstår man hvorfor. For Muse har en formidabel sanger og så mestrer de skiftet mellem stilhed og larm, tomgang og eksplosion. Muse har altid været et eksperimenterende band, hvor man aldrig har vidst, hvilken retning et nyt album vil tage. Således også med The 2nd Law. Op til udgivelsen var der løbende blevet frigivet klip på Youtube, der klart viste en mere elektronisk retning. Men da Matt Bellamys vokal sjældent var en særlig stor del af klippene, var det svært sådan rigtigt at danne sig et indtryk. Men hos undertegnede var lydklippene ikke med til at højne forventningerne. Tværtimod.
Og Muse skuffer da også med The 2nd Law. Der er ikke meget tilbage af det Muse jeg holdt af engang. Og fred være med det, hvis da så bare det nye Muse også var godt. Det er det bare ikke. Mange steder lyder bandet som en dårlig version af Queen og trods alle Muses fortræffeligheder så er de ikke Queen, og Bellamy vil altid komme til kort i en sangkonkurrence med Freddy Mercury.
For første gang træder bassist Chris Wolstenholme frem som forsanger. Det gør han på numrene ”Save Me” og ”Liquid State” uden nogen nævneværdig succes. Dårligt er det bestemt ikke, men de to numre er små parenteser i Muses sangkatalog, ligesom albummets øvrige numre i øvrigt er det.
Det er ikke Queen det hele, men de er det mest oplagte band at sammenligne med. Det er nok snarere en blanding af Queen, U2 og Pet Shop Boys. Hver for sig ganske gode, men blandingen bliver rodet og klichefyldt – og klichefyldt er vist ikke et ord, der tidligere kunne bruges til at beskrive Muse med.
Muse skuffer stort med The 2nd Law. De skal nok stadig kunne fylde stadions rundt om i verdenen, men jeg tvivler på, at der kommer lige så mange nye fans til, som der er gamle, der falder fra. Det er Muse selvfølgelig ligeglade med – og det skal de også være.