Flot og dystert album mangler lidt variation i længden
A Map Of All Our Failures er My Dying Brides ellevte udspil, siden debuten As The Flower Withers blev sluppet i ’92. En af doom-metallens helt store bannerførere, har igennem tiden lavet fremragende plader, men har omvendt stort set ikke rykket sig en tøddel igennem deres efterhånden tyveårige virke. Jo, sidste års opsamling Evinta, bestående af tidligt materiale, sat i en nyklassisk, ambient og stedvis operalignende ramme var ny, men også en forfærdelig omgang højpandet luft uden hverken retning eller berettigelse, så at My Dying Bride er tilbage på det gængse spor er i den henseende en god ting. De tidlige åndsfæller i Paradise Lost og Anathema har for længst forladt genren og søgt nye horisonter, men My Dying Bride holder fast ved konventionerne og det må man kippe på hatten for.
Lige fra begravelsesklokkerne toner frem på åbningsserenaden ”Kneel Till Doomsday” – pladens nok mest varierede skæring – til de sidste strofer af ”Abandoned As Christ” fader ud, er vi mødt af et band, der gennem otte numre og over en times spilletid, giver sig tid til store grandiose armbevægelser og nedstemte guitarer. Dramatisk, dystert, højtravende og vildt prætentiøst er settingen, præcis som det skal være. Aaron Stainthorpe benytter i højere grad ren vokal end i de helt tidlige dage centreret omkring mesterværket Turn Loose The Swans fra ’93 og kun tre gange undervejs på den lange rejse, bryster han sig i dybe growl. Især på ”Hail Odysseus” og ”A Tapestry Scorned” søger hans stemmebånd mod de lavere stemmelæber og lyder som et kvad fra gravens dybder, mens han på ”Kneel Till Doomsday” ifører sig en skærebrænder-growl, der ville yde et gammelt grindcore-band som Carcass retfærdighed.
Netop Stainthorpe har faktisk aldrig været nogen synderlig dygtig sanger og har egentlig en ret lys og indimellem lettere mangelfuld vokal, når musikkens store følelser bliver sat på spidsen og man håber på en sanger med pondus og fylde. Det lader man passere, hvis sangene som tidligere har haft karakter og spænding. Her tænkes på gode titler som The Angel And The Dark River og Like Gods Of The Sun fra midthalvfemserne, hvor Stainthorpe helt tilsidesatte den growlende vokal og blot lod sin sårbare rene vokal følge de stærke sange. Det kniber det lidt med i denne ombæring, især mod slutningen af skiven, der benytter sig for meget af de samme gentagende greb og derfor trætter.
På ”The Poorest Waltz” er vi helt nede i knæhøjde og guitarerne faktisk har en helt varm klang, mens Stainthorpe synger noget nær det bedste, jeg har hørt fra hans mund i mange år. Her kigger et af englændernes signaturmærker frem for første gang, nemlig violinen som ellers ikke får helt så meget plads som på tidligere udspil. Et flot og gennemført doom-nummer, som følges op af den messende ”A Tapestry Scorned”, der har smukke og mørke balladeelementer, men som dør lidt på en midterdel med gotiske spoken word passager. ”A Perpetual Funural” er præcis så sørgmodig og sneglefartstempo-leveret, som titlen antyder. Har man hang til depression, skal man holde sig på lang afstand, men er man glad for den tristessetunge, og hypermelankolske doom-genre, vil man glædes. På titelnummeret er spoken word igen en medspiller, men i samspil med smuk violin og en lækre dybt furede guitarstrofer, fungerer det bedre.
”Hail Odysseus” lyder som en blanding af Iron Maiden og Mastodon udsat for kvart hastighed. Et stort og fornemt stykke metal, men også en rigelig tidsrøver, der med fordel kunne have været rundet af noget før ni-minutters mærket. ”Within The Presence Of Absence” og ”Abandoned As Christ” lider samme tort og selvom jeg ynder genren, bliver det for enslydende og mangler et minimum af variation og melodi.
A Map Of Our Failures er bestemt et lyt værd, for det indeholder gode sange rige på dystre stemninger og gotiske atmosfæreladede sekvenser, men er altså også lidt for langstrakt og variationsfattigt i længden.
