En blandet sejlads med psych-rock båden
Det er efterhånden en del tid siden at Vega kunne melde udsolgt, til koncerten med det australske psych-rock band Tame Impala. Umiddelbart kunne man undre sig over at et band, hvis karriere har været i sikker fremdrift siden udgivelsen af den to år gamle debut Innerspeaker, kun er blevet booket til Vegas lille sal, men på den anden side fik de heldige med en billet, en eksklusiv og intim psych-rock-sejlads.
Personligt indfandt jeg mig på Lille Vega kort tid efter at det norske opvarmningsband Young Dreams var gået på scenen, og fra det sekund jeg steg om bord på det gamle træskib, var jeg klar over hvilken båd jeg befandt mig på. Young Dreams har nemlig de præcis samme musikalske idéer, som aftenens hovednavn, men virkede mest af alt som en lille robåd, på vej ud imod Tame Impalas store psych-rock damper.
Young Dreams gig fik mig til at tænke på Tame Impalas elendige koncert, på sidste års Roskilde Festival. Den gang stjal australierne en time af mit liv, som jeg aldrig får igen, og jeg var bange for at de ville gøre det igen denne aften. Allerede da jeg i sin tid kontaktede min redaktør angående koncerten, stillede jeg mig selv spørgsmålet: ”Vil det blive endnu en døsig sejlads, eller ville de for alvor yde deres excellente bagkatalog den respekt det fortjener?”
Svaret blev både og. Det klædte i den grad Tame Impala at supplere de gamle psych-rock perler fra Innerspeaker med de mere syntetiske eksperimenter fra den nye Lonerism, men til tider var kursen så uklar, at jeg følte jeg så den samme elendige koncert igen. Til tider virkede de fem bandmedlemmer blot som fem kedelige maskinearbejdere, der bare skulle få musikken til at køre, uden at sparke liv i de døsige toner.
Tame Impalas lavpunkter
På trods af bandets korte karriere, må jeg desværre allerede konstatere at Tame Impala har et bundniveau der er skræmmende lavt. Heldigvis kan de også fylde tilpas med kul i deres psych-rock damper, så lavpunkterne minimeres, og de psykedeliske toner bliver til at behageligt hav af lyd, og det skete gudskelov denne aften.
Bandet lagde sikkert ud med ’Desire Be, Desire Go’, der med det samme fik folks hoveder til at pumpe frem og tilbage, i samspil med musikkens energi. Sådan blev hovederne ved igennem hele koncerten, og man kunne tydeligt se at publikum var tilfredse med hvad de så på scenen. Særligt koncertens afslutning var god, og man kan høre at bandets sammenspil er i topklasse, men til tider ligner Tame Impala desværre et band der hellere ville ligge i deres kahyt og ryge joints, end at arbejde for publikum. Det dræbte især, den ellers glimrende, ’Mind Mischief’, hvis konstant afbrydende trommefills var mindre eksotiske og spændende, end et Minicruise på DFDS Seaways’ færge mod Oslo.
Blanding af gammelt og nyt
Tame Impala er svaret på hvordan det ville lyde hvis Brian Eno var med i 13th Floor Elevators. De blander de nye musikalske impulser med klassiske rock dyder, og giver lige meget plads til Animal Collective og Roky Erickson i deres lydkollager, men denne aften på Lille Vega var det klart de gamle rock dyder der fungerede bedst. Det var fængende riff, som i singlen ’Elephant’ eller den geniale ’It Is Not Meant To Be’, der fangede publikum bedst og fik skibet til at dampe. Trommerne bragede løs som en gammel smuk maskine, og det virkede faktisk ikke kikset, da trommeslager Julien Barbagallo brillerede med noget så old-school som en trommesolo.
Tame Impala er et glimrende band, og de var helt klart bedre end sidst de gæstede Danmark. Dog har de endnu ikke vist det fulde af det potentiale, som man kan høre på pladerne, på dansk grund. Det er på trods af en overflod af gode numre, men alt for ofte små keder jeg mig til en Tame Impala koncert, på grund af deres lave bundniveau. Før dét bliver hævet tror jeg desværre ikke at de bliver et meget større band, end det der kun er kendt af det publikum der i forvejen kender dem. Det er efter min mening synd, for de er tæt på at være ligeså gode som dem de selv ser op til.
