Toy: Toy

Toy har smidt tolv ambitiøse debutsange, der bestemt har momenter og anslag til noget stort, men som ikke er flyvefærdige endnu. I hvert fald sidder jeg ofte med en ”lige ved og næsten, hvis bare” -fornemmelse i kroppen, når jeg lytter til albummet.

Rock-kopister mister sig selv i inspirationskilderne

Toy faldt i shoegazegryden som spæde og hovedkrydderierne var My Bloody Valentine, Ride og The Jesus and Mary Chain. Tom Dougall har dog ingen kvinde at læne sig opad og hans vokal kan med sin begrænsede spændvidde kun lige klare opgaven. Det gør dog ikke det store, for på mange numre er den blot et yderligere instrument og lagt passende tåget tilbage i lydbilledet, præcis som genren foreskriver. Samtidigt benytter Toy sig af flere instrumentale numre, så Dougall når aldrig for alvor at komme til kort. Toy parfumerer shoegazen med kraut-influenser og psychede elementer, der danner paralleller til ligesindede The Horrors. Nu vi er ved sammenligningerne har Joy Division heller ikke levet forgæves i Brightonkvintettens univers. Der er med andre ord så mange inspirationer i spil hos de unge ambitiøse musikere, at det kan være svært at få øje på bandets egenart og selvstændige profil. Det kræver i hvert fald rigtig gode sange, når man læner sig så ublu op ad de store drenge og her falder Toy altså noget igennem. Heldigvis er der glimtvise øjeblikke af storhed på albummet, så man tilgiver dem et stykke ad vejen.

Debutskivens helt store juvel ”Dead And Gone” kulminerer i et sindssygt effektivt krautrockmellemstykke, hvor instrumenterne synes at leve og ånde deres eget liv i pulserende kaskader af frigørende energi, der er gjort af Sonic Youth stof – Fornemt. Dougalls vokal er både slacket og cool og passer fint ind i Toys støjende kollager af distortion. Selvom langt fra alt lykkes for de grønne brushoveder, skal de have kredit for at have styr på virkemidlerne. I den mindre gode ende finder man ”Lose My Way”, der ikke har meget at byde ind med og falder tungt til jorden med en pauver melodi og et ligegyldigt og parentetisk omkvæd. Det samme gør sig gældende for den instrumentale ”Drifting Deeper”, der absolut intet befordrende gør for lyttelysten, selvom den forsøger med syrede psykedeliske orgeltoner og svævende Cure-flader.

Langt bedre går det med den sigende titel ”Motoring”, der illuderer en energisk kraut-køretur i kuperet landskab. Også ”The Reason Why” har noget substantielt at byde ind med. En døsig drømmepoppende sang med en ugidelig og dovent fremført vokal og smittende melodilinjer, der tilsammen tryller en tilbage til shoegazens halvfemser-heyday. Den Glasvegas-lydende ”My Heart Skips A Beat” er flot og grandios, men også et lidt overgjort flomme-synth-sovset bud på den store ballade, der ikke kan bære egne vinger og ender med at stå tilbage som alt for sukret.

På samme deroute finder vi ”Walk Up To Me”, der ikke rigtigt fanger på trods af sonisk overskud og gennembearbejdet instrumentering. ”Strange” viser et band, der tydeligt har store ambitioner, men langt fra er modne nok til for alvor at søsætte drømmene. Godt nok er der dunkle og virkningsfulde støjflader, rudimentære trommer og skæve rundgange der holder en på tæerne, men Dougalls vokal og ikke mindst fremførslen af denne lader en del tilbage at ønske.  Heldigvis reddes det på den mere end ti minutter lange ”Kopter”, hvor Toy igen har fat i et frenetisk og motorisk drive, der sammen med gedigne støjeksplosioner og et bragende flot klimaks, igen kalder på et band som Sonic Youth.

Toy har smidt tolv ambitiøse debutsange, der bestemt har momenter og anslag til noget stort, men som ikke er flyvefærdige endnu. I hvert fald sidder jeg ofte med en ”lige ved og næsten, hvis bare…” fornemmelse i kroppen, når jeg lytter til albummet.

Jeg er spændt på, om Toy formår at forløse deres åbenlyse potentiale på næste udspil.

Toy spiller på Beta 22. november

More from Thomas Steen Jensen
I Got You On Tape: Spinning For The Cause
I Got You On Tape har med Spinning For The Cause udgivet...
Read More
0 replies on “Toy: Toy”