Topspændte debutanter skuffer på blæserrig toer
For to år siden ramte The Soft Pack mig som en punket og garagerocket rock´n´roll knytnæve, der ubesværet minglede mellem lige dele musikalsk fråde om munden og et uhyre godt øre for iørefaldende melodier og stærkt fængende omkvæd. Grundkonceptet hed – som David Lee Roth så befriende uhøjtideligt engang udtrykte det – ”The first rule of rock´n´roll is if it sounds good, it is good”. Nu foreligger opfølgeren Strapped, der desværre skuffer i alle henseender i forhold til debuten. Den svære toer er åbenbart fortsat en djævel blandt musikere, for der mangler både melodi og kant hos San Diego-drengene, og da jeg havde sat næsen op efter endnu en frydefuld melodiøs øretæve uden bullshit og med autopiloten sat direkte mod en stringent og stramt udført til benet fornemmelse og skarpe guitarriffs, ja så blev jeg ladt i stikken. Forskellen fra før til nu er, at hvor amerikanerne før havde en blæser på, både i musikalsk og alkoholisk forstand, er blæserne i denne omgang tilstedeværende i bogstaveligste forstand. Også synth har vundet amerikanernes hjerte. Det klæder ikke bandet.
Den uomtvisteligt poppede side debuten var gjort af, blev konstant splittet ad af lige dele charme, humor, frækhed og en satans forførende sans for røvsparkende energi, der gav en frisk fyrighed. Strapped er så godt som tørlagt for samme evne til at skabe enkle, men langtidsholdbare knaldperler – på trods af at størstedelen ikke rammer tre-minutters mærket – og den knivskarpe sound er på opfølgeren udskiftet med en mere moden, men også kedelig lyd, der ikke kan skræmme selv Disney Jr. segmentet. Da The Soft Pack indspillede debuten havde de angiveligt 12 numre, hvoraf de ti pronto blev indspillet og udgivet, mens kvartetten denne gang havde intet mindre end 80 sange, indspillede 30 af dem og valgte 12 favoritter til Strapped. Hvis albummet er en koncentreret udgave af det bedste materiale, må der være adskillige pauvre sange i efterladenskaberne. Måske er det et udtryk for, at jo mere man piller ved det respektive udvalg, jo mere giver man køb på den næsvise friskhed The Soft Pack var så rig på førhen.
Den fuzzede åbner ”Saratoga” er ellers glimrende og vidner om, at bandet fortsat har noget at byde på. Uanstrengt og enkelt kaster den en fed melodi af sig. Også den Strokes-parfumerede ”Chinatown” er et godt bud på enkel og cool garage-poprock anno 2012, men fra ”Bobby Brown”´s kantede new wave brydes af en saxofonsolo, begynder albummet at halte. Især anden halvdel af Strapped lider under alt for meget blæsercreme og fesne løsninger, der viger fra det ellers virkningsfulde koncept om enkle korte rocknumre. Kun den dunkle The Walkmen-lignende ”Bound To Fall” med groovy orgel og desillusioneret og moody barstemning, rammer plet og flytter lyden i en ny og spændende retning. Af numre der burde havne i affaldskurven er den instrumentale og helt igennem ligegyldige blæserøvelse ”Oxford Ave.” og så den stille ”Everything I Know”, hvor Matt Lamkins vokal utilsløret afslører sine mangelfuldheder. Når der er fart på de guitardrevne numre, fungerer den fint, men når tempoet går i ballade-mode bliver det faktisk tæt på tåkrummende.
At The Soft Pack har grovlyttet til bl.a. Grace Jones, INXS, Carole King og Elton John, mens de skabte Strapped har åbenbart haft en uheldig følgevirkning, for der smides hornsekvenser ind mange steder på skiven og destruerer den tidligere så knastørre umiddelbarhed og tungen lige i munden identitet, der klædte San Diego bandet så fint. Det har indflydelse på den ellers rigtig gode og syv minutter lange afslutter ”Captain Ace”, der mod enden dør af endeløse uptemporytmer koloreret af lunkne 80´er saxpartier.
Ud af blæsernatklubben i lilla nuancer og tilbage til garagen og genfind jer selv mine herrer.
