“Vi har været heldige at vores bands er så skide gode”
Igennem 18 år har Crunchy Frog Recordings serviceret den danske undergrund med kvalitetsmusik. De står bag gigantsucceser som Junior Senior, The Raveonettes og Superheroes, men er alligevel aldrig gået på kompromis med deres kunstneriske identitet, og har også udgivet albums med bands som Beta Satan, Düreforsög og THAU, hvis album UTAH var selskabets første udgivelse.
I forbindelse med Crunchy Frogs ”Crunchy Christmas”-koncert lørdag den 8. december (mere info i bunden af artiklen), hvor stort set alle selskabets artister spiller, mødtes vi med direktør Jesper ”Yebo” Reginal, til en snak om de mange år Crunchy Frog har eksisteret.
Diskant: Hvordan så den danske musikscene ud, da I startede Crunchy Frog?
Yebo: Dengang var der ikke et kæmpe indie-miljø, men det der var etableret, var centreret rundt omkring pladeselskabet Cloudland, som vi dengang anså som det eneste gode pladeselskab. Jeg var med i Trains and Boats and Planes, som var på Cloudland, og kendte dem derfor meget godt, og prøvede så at få dem til at udgive mit andet band THAU, men selvom de var glade for vores musik havde de rigeligt at lave i forvejen.
Diskant: Var det så derfor I lavede Crunchy Frog?
Yebo: Ja. De tilbød os en distributionsaftale, på det vilkår at vi lavede et rigtigt pladeselskab, og ikke bare udgav vores egen plade. Så vi skulle gøre arbejdet selv, men de hjalp os med mailinglister og sådan nogle ting, og så kom vi i gang på den måde.
Diskant: Hvordan gik det så i starten?
Yebo: I de første fire år, udgav vi cirka en plade om året, hvoraf de to første var med vores eget band THAU. Derefter var det med andre bands fra støj-rock scenen som Learning from Las Vegas, Naked og Düreforsög. Det var ret meget på græsrodsniveau, hvor vi for eksempel cyklede ud med alle pladerne til anmelderne, for at spare portoen. Vi var studerende, og havde ikke rigtigt nogle penge, så det var noget med at pladeselskabet lånte nogle penge i banken, og bandet så også selv skulle betale halvdelen. Så delte vi overskuddet eller underskuddet 50/50.
Diskant: Gælder det også i dag?
Yebo: Ja det er sådan set den samme ordning vi har i dag, bortset fra at vi i dag har penge på kontoen, så bandsne skal ikke lægge penge upfront, men i princippet hænger de på halvdelen af underskuddet, hvis der ikke kommer et overskud på deres plade.
Diskant: Hvorfor har I holdt fast i det?
Yebo: Blandt andet for vi syntes det er meget fair. Det er også en super god deal for bandet, når det går godt. Så får de jo 50% af overskuddet, og det får man jo ikke normalt. Det er også for at artisterne holder budgetterne fornuftige, så der ikke opstår en krig mellem pladeselskabet og bandet, om hvor dyr for eksempel en musikvideo skal være. Vi er kort sagt tvunget til at blive enige, og have en høj grad af kammeratskab.
Fra undergrunds støj-rock label, til MTV i hele verdenen
Omkring årtusindeskiftet, fik Crunchy Frog ekstremt meget medvind i sejlene med succeser som Thomas Troelsens gamle band Superheroes, der ifølge Yebo skabte grundlaget for bands som Alphabeat, Dune og Carpark North, men i den grad også Junior Senior, der indtog hele verdenen med gigahittet “Move Your Feet” og The Raveonettes, der må betragtes som en af Danmarks største internationale musiksucceser nogensinde. Disse bands ændrede alt for Crunchy Frog Recordings, der i dag er en velkørende virksomhed, med flere fuldtidsansatte.
Diskant: Hvordan føltes det at gå fra at være det lille pladeselskab, der selv cyklede ud med pladerne til anmelderne, og lige pludselig få succes med Superheroes?
Yebo: Vi signede Superheroes i 1998, og der følte vi at vi tog et stort skridt på den kreative front, fordi de var et popband, da vi indtil da kun havde udgivet støj-rock. Men det var et band som vi alle sammen elskede. Thomas Troelsen der dengang kun var 15 år, gav den som om han var David Bowie. De var enormt attraktive, og så tænkte vi: ”Vi elsker det her musik, så skal vi ikke signe dem?” Derfra var vi altså ikke kun et støj-rock selskab.
Diskant: Hvilken forskel gjorde det så at Superheroes kom ind hos jer?
Yebo: Superheroes fik et rimeligt stort følge, og vi begyndte derfor at sælge flere plader. Det var omkring år 2000, som er et lidt skelsættende år for os, for der begyndte vi ikke at have konstant underskud. Indtil da lånte vi nogle penge, og nåede næsten at komme op på nul, før vi udgav en ny plade, og dermed kom på minus igen.
Diskant: Hvad skete der så da I udgav Junior Senior og The Raveonettes i år 2002?
Yebo: Det der skete i år 2002 var jo sindssygt, men heldigvis var vi blevet gearet lidt højere, end hvis vi havde fået Junior Seniors succes lige efter en Düreforsøg-plade, på grund af vores erfaring med Superheroes. Da vi udsendte Junior Senior i starten af 2002, gik det nemlig rimelig meget amok, og få måneder senere kom The Raveonettes, da der allerede var kommet international opmærksomhed omkring Junior Senior. For os betød Junior Seniors hype, at da vi kom med det næste band, var der mange der lyttede på det. Derfor gik det også meget hurtigere for The Raveonettes, da David Fricke skrev om dem i Rolling Stone Magazine, en lille måned efter at Whip It On udkom. Der var folk var alle mulige folk fra London der ringede og var interesseret i Junior Senior, og som også sagde: ”Hey, vi er meget interesseret i The Raveonettes,” men langsomt i samtalen fandt man ud af at nogle af dem overhoved ikke havde hørt The Raveonettes. De havde kun hørt om dem, på grund af den hype Crunchy Frog havde fået med Junior Senior, og det var egentlig kun derfor de var interesseret.
Diskant: Hvorfor tror du at lige netop de bands, blev så store succeser?
Yebo: Man kan sige at de ramte et eller andet i tiden, som man ikke kunne forudse. Junior Senior skabte noget, som bare ikke rigtigt var der på det tidspunkt, mens Sune allerede havde skrevet The Raveonettes-sangene halvandet år før de udkom med Whip It On til en ny Psyched Up Janis-plade, men som aldrig nåede at udkomme fordi de gik i opløsning, men han havde skrevet sangene før at The Strokes blev store, og der kom hele den her garage rock bølge. Det er jo så ærgerligt for vores andre bands, at de ikke ramte det, som The Raveonettes og Junior Senior gjorde, for jeg syntes de er ligeså originale.
Diskant: I dag har I en del ansatte i firmaet. Skaber det en form for pres, for at tjene nogle penge?
Yebo: Nej. Vi er i den meget luksuriøse situation at vi har kunnet klare det, og det er helt klart også en ære der tilfalder vores bands, der er så gode, at vi har kunnet sælge dem. Der er ikke nogle af os der er blevet millionærer på det her. Min holdning er at vi startede det som et fritidsprojekt engang, og hvis det af en eller anden grund ikke kan køre på det niveau, det kører på nu, må vi jo skalere ned. Jeg har heldigvis aldrig skullet fyre nogen, men kun skullet ansætte folk. Jeg har da et ansvar, men heldigvis er der ikke nogle aktieholdere der vil have mig til at tjene penge.
Diskant: Vil du så sige at I har været heldige?
Yebo: Man kan i hvert fald sige at vi har været heldige at vores bands er så skide gode, for det er ikke mig der har lært dem at være et godt band. Det er jo musikken der sælger sig selv. Det eneste jeg kan garantere mine artister, er at jeg syntes musikken er fed, men jeg kan ikke tvinge andre folk til at kunne lide musikken, selvom vi har et godt rygte rundt omkring i verdenen.
Engagementet i bandsne
Foruden at snakke med Yebo, har vi også interviewet PowerSolos forsanger Kim Kix, samt Johannes Gammelby, der er frontmand i The Malpractice, og som også er med i Beta Satan, som alle bliver udgivet på Crunchy Frog, og spiller til Crunchy Christmas. For Beta Satans vedkommende, er det deres første koncert i mange år, og ifølge Johannes Gammelby var Yebo gevaldigt aktiv i at få genoplivet Beta Satan.
Diskant: Hvorfor skubbede du så meget på for at få Beta Satan til at spille til Crunchy Christmas?
Yebo: Først og fremmest er jeg stor fan, men det er også fordi at bandet aldrig har været opløst, men de er flyttet til hver deres by, så derfor var bandet gået lidt i stå. Vi var til Johannes’ bryllup, hvor jeg snakkede med Q og Kåre, som er drivkræfterne i bandet, hvor de begge to sagde at det var fordi den anden ikke ville, og så fik jeg dem til at snakke sammen. Så ja, jeg har presset meget på, og det er dels fordi jeg er stor fan.
Men Yebos engagement i artisterne strækker sig meget længere.
Kim Kix: Yebo er meget engageret i alt hvad der foregår hos Crunchy. Han har gæstet Crunchy bands der I Verden vi nu har befundet os. For eksempel manglede vi på et tidspunkt en trommeslager og så spurgte vi Yebo om han ikke lige kunne spille med os til Popkomm i Berlin og nogle koncerter i New York. Vi er jo også selv store fans af hans eget band The Tremolo Beer Gut – som jeg mener er det absolut bedste surf band jeg nogensinde har set og hørt, og jeg har set mange.
Johannes Gammelby: Da vi lavede vores debutplade med The Malpractice var han meget langt inde i processen og kom med forslag til sangstrukturer, sekvensering, mastering, mixing, promotion, alt muligt. Han pressede os gevaldigt til at forædle vores ideer, hvilket på daværende tidspunkt var træls, men i det lange løb glimrende. Han placerer sig i et krydsfelt mellem en ekstern og intern del af musikken, hvilket sikrer at man modtager kvalificeret sparring, der både har forståelse for musikkens interne logik, men også det, at musikken skal ud i virkeligheden på et tidspunkt. Læg dertil at der er meget stor frihed. Man kan tage rådene eller lade være.
Diskant: Hvorfor engagerer du dig i bandsne på den måde?
Yebo: Når vi signer et band kommer jeg altid til at skyde fra hoften, fordi der er nogle bands der er lidt blinde overfor kvaliteterne i deres egen musik. Vores tankegang har altid været, at hvis vi kan lave pladen så god som muligt, på sine egne præmisser, så bliver den også lettere at sælge. Det er vigtigt at skærpe kanterne, og dermed gøre pladerne så unikke som muligt, i stedet for at file kanterne af. Der har aldrig været et godt marked, for den type musik vi udgiver i Danmark, så vi har altid prøvet at søge ud mod udlandet, hvor det jo er endnu vigtigere at man laver original musik, som ikke bare prøver at efterligne hvad der er hot i England. Vi signer kun bands som allerede ved hvad de laver, så vi skal altså ikke kæmpe med dem om at de skal tage en ny retning, men vi kommer med mange inputs på detaljeniveauet.
Vi prøver vi at lære bandet at kende, og finde ud af på hvilke niveauer vi kan hjælpe dem, og det kan være helt ned til deres liveshows. Selvom vi ikke bestemmer over hvordan bandet skal præsentere sig live, har jeg i hvert fald en mening om det, og der har ikke været særligt mange bands, hvor jeg ikke har haft en eller anden kommentar, hvor bandet så har sagt: ”Gud ja!”
Diskant: Har du et eksempel på sådan nogle råd?
Yebo: For eksempel var Thee Attacks fra starten af fuldstændigt stilrene, og vidste nøjagtigt hvad de lavede, men jeg foreslog jeg at de fik en lydmand, som kunne sørge for at de altid lød godt. Det var jo ligegyldigt at de så fede ud, hvis man ikke kan høre leadguitaren, og det er jo noget man godt ved, men nogle gange skal der lige komme en udefra og sige hvordan det skal være. Det kan også være at sige at et omkvæd eller et vers er helt vildt fedt, og det er det de skal fokusere på.
Betydningen af at være et label
Den kommende julekoncert er et godt eksempel på hvordan Crunchy Frog forsøger at samle sine bands, under deres etiket. Der er en helt speciel energi imellem de forskellige artister, som man ikke ser på major labels. Det er blandt andet denne energi der fik PowerSolo ind på Crunchy Frog.
Diskant: Hvordan kom PowerSolo ind på Crunchy Frog?
Kim Kix: Det startede egentlig med at nogle af Superheroes drengene havde købt vores første plade Lemon Half Moon og var faldet pladask for PowerSolo. Det gjorde resten af Superheroes også, så vi blev spurgt om vi ville supporte Superheroes på en DK turné, og det sagde vi ja tak til. Det var dog Yebos kone Jessica der var allermest vedkommende, og bare syntes at PowerSolo SKULLE signes.
Diskant: Hvorfor prøver I at samle bandsne så meget?
Yebo: Vi prøver at skære et hjørne af musikindustrien, som kan være et hårdt sted at være. Vi har den luksus kun at arbejde med folk og musik vi selv kan lide, og vi kan så også godt lide at bandsne kan lide hinanden. Det er jo mega fedt at se en fra et eller andet band, være gæst hos et andet, og det er jo selvfølgelig noget vi prøver at fremelske ved et arrangement som Crunchy Christmas. Bandsne spiller sådan set gratis, men det er blandt andet fordi de gerne vil se hinanden. Så vi prøver at lave sådan noget her, så meget som vi nu kan. Tidligere har vi også lavet en lille turné med Superheroes, Learning From Las Vegas, THAU og Tothe International.
Helt fra starten af ville vi gerne være et label, som jo betyder etiket på engelsk, hvor det er et label der betyder noget. For eksempel sådan nogle som Mikkeller, som laver fed øl i mange forskellige stilarter, men uanset hvad er det et skidefedt produkt, og jeg ved bare at hvis jeg får en øl i hånden, og der står Mikkeller på den, så er jeg meget positivt forudindtaget, og jeg er næsten sikker på at jeg kan lide den. De laver godt nok nogle øl, hvor jeg tænker at de gik over stregen, men jeg kan lide 90% af det de laver, og den fornemmelse har vi også med forskellige labels.
Diskant: Hvordan vil du så karakteriserer den røde tråd på Crunchy Frog?
Yebo: Når folk bleger at spørge om det siger jeg: ”Det ved jeg ikke.” Jeg syntes bare det er fed musik, men jeg kan godt se hvis man prøver at analysere det er der det der støj-rock, og nogle traditionelle rock’n’roll elementer i f.eks. PowerSolo og The Tremolo Beer Gut, og så noget poppet som Superheroes og Junior Senior, og noget meget eksperimentelt som epo-555, Düreforsøg og Tothe International.
Diskant: Tænker I meget over at en artist skal passe ind i jeres røde tråd, før I signer dem?
Yebo: Ja det tror jeg vi kommer til, for ellers ville vi ikke signe artisten. Jeg syntes for eksempel ikke det ville passe at lave regulær hip-hop, selvom jeg er selv ret stor hip-hop fan. Bands går meget op i deres egen profil, og hvad for et label de er på, og det skal de fandme også gøre. Der har været nogle bands der har tænkt: ”Vi vil gerne på Crunchy Frog. Vi kan godt lide jeres idealisme og jeres arbejde, men kan vi være på label med det band, og sådan noget?” Vi har jo nogle bands, som for eksempel PowerSolo, der til tider simpelthen er gak i låget, men på den anden side har vi også bands som 18th DYE og epo-555, som er meget arty, og det kan godt være at der er nogle der tænker: ”Kan man have det på samme label?” Vi startede med Superheroes, som var det første hvor vi tænkte: Kan vi det?
Diskant: Hvordan havde Superheroes det så med jeres profil? I havde jo kun støj-rock bands, da de blev signet.
Yebo: Superheroes var jo fans af vores bands, og Thomas Troelsen sagde dengang: ”Jeg føler det er som om at jer i de andre bands er limousiner, og så kører jeg ved siden af på sådan en lille knallert.” Et år senere spillede de så Grøn Koncert, mens vi andre stadig stod på Stengade 30, men det var hans holdning, fordi han var stor fan.
PowerSolo, Beta Satan, The Malpractice og The Tremolo Beer Gut kan opleves til Crunchy Christmas sammen med Thee Attacks, Shiny Darkly, islandske Apparat Organ Quartet, Lars and the Hands of Light, Snake & Jet’s Amazing Bullit Band og Oliver North Boy Choir som DJ. Det er lørdag den 8. December, starter klokken 19 på Pumpehuset, og koster 150 kroner. Hvis man har børn, kan man tilmed tage dem med til Crunchy Kids Xmas Matine, hvor Hr. Skæg og PowerSolo spiller. Det starter klokken 11, og koster 100 kroner, og man kan købe en samlet billet til begge arrangementer, der koster 200 kroner.
