Energisk engelsk guitarpop
Den britiske gruppe Two Door Cinema Club forarger næppe ret mange med deres tempofulde og melodiske guitarpop, der med lys vokal og guitarmættet lydbillede bringer rockmusikken og dansegulvene tæt på hinanden. Men der mangler også opfindsomhed og dybde undervejs, og derfor bliver Beacon en lidt overfladisk oplevelse.
Oftest er der skruet højt op for farten og for guitarlyden, og der er både referencer til indiescenen, flere af de store navne fra den britiske 80’er-scene og til den mere polerede og overfladiske amerikanske pop/rock-scene. Det betyder, at den glatte overflade sikrer bandet mod alvorlige afstikkere i dybden, og dermed er der ikke mange fejltrin undervejs. Men tør man ikke træde ved siden af, så tør man heller ikke søge de mere interessante trin, og det er den største anke jeg har ved dette album.
Nuvel, melodisk pop kan også være effektiv og veludført, som for eksempel på ”Sleep Alone”, ”Sun” og ikke mindst på den sprudlende ”Pyramid”, men det er bare ikke nok til at redde et helt album.
Two Door Cinema Club har valgt indgangen til salen med den lidt for sukkersøde og ligegyldige forestilling, hvor plottet er for forudsigeligt og tænkt. Næste gang vælger de forhåbentlig salen, hvor der er plads til de lidt smallere og mere udfordrende forestillinger, for der er i den grad brug for at få overfladen brudt og produktionen rusket godt og grundigt igennem, hvis de ellers så udmærkede sange skal fremstå som interessante og bemærkelsesværdige.