Heidra: Sworn to Vengeance

Danske Heidra viser på deres EP at de både kan begå sig i det storladne og det onde; en blanding, som fungerer ganske godt. Folkmetallen skinner tydeligt igennem, når man retter blikket mod coveret, men under trækronerne og den røde himmel gemmer der sig også meget andet.

cover-Heidra-SworntoVengeance-2012-300x300

Vikingesejr med sorte elementer

Danske Heidra viser på deres EP at de både kan begå sig i det storladne og det onde; en blanding, som fungerer ganske godt.

Folkmetallen skinner tydeligt igennem, når man retter blikket mod forsiden på Heidras EP, Sworn to Vengeance: En flok vikinger står klar til angreb under trækroner og rød himmel. Det er en æstetisk og meget stemningsfuld forside, men dog skal man ikke være i tvivl om at Heidra ikke kun er festlig folkmetal med tekster om druk og vikinger, som det er tilfældet hos to andre danske folkmetalbands, Vanir og Svartsot. Faktisk er bandets tekster langt fra den tematik, og har i stedet mere at gøre med det udtryk, der også ses på albumcoveret. Ikke at der er noget galt med sange om mjød og lignende, men Heidra har en lidt mere seriøs tilgang til genren, hvilket faktisk er klædeligt.

EP’en indeholder tre numre, hvor åbningsnummeret ”Kinsmen” er langt mere storladent i både musik og vokal end de to sange, der udgør resten af Sworn to Vengeance. Det går over stok og sten rent tempomæssigt og forsanger Morten Bryld leverer både growl og renvokal, hvor sidstnævnte bidrager med den grandiose stemning. Dog er det, som om renvokalen ikke træder lige så tydeligt i gennem i lydbilledet som growlet gør, hvilket er en skam. Det må være noget, der skal finpudses i mixet af sangen, for har man (som oventegnede) hørt Bryld live, ved man, at han virkelig kan brage i gennem og nå helt ud over scenekanten. Hvilket i øvrigt også er gældende for resten af bandet.

Både titelnummer og slutnummeret ”Where Darkness Dwells” har mere aftryk af den melodiske dødsmetal end åbningsnummeret, dog uden at de mister folkmetallyden. Heidra viser med alle tre numre, at de forstår kunsten at skabe stemningsbilleder, via tekster såvel som lydeffekter, bl.a. på den fine outro til ”Kinsmen” og den flotte intro ”Where Darkness Dwells”. Ligeledes viser bandet evner, når det gælder om at afveksle numrene, og det er generelt en positiv egenskab, men når det nu kun drejer sig om tre numre, kunne det være interessant at vide, hvilken af disse, der bedst repræsenterer Heidra i fremtiden? For bandet har helt sikkert en fremtid og den ser lysende ud, selvom deres musik er inspireret af sindets sorte elementer.

Written By
More from BellBruun
18.10.13 – Kvelertak – Amager Bio, København
Har man en gang set norske Kvelertak live ved man, at der...
Read More
0 replies on “Heidra: Sworn to Vengeance”