Kold, men mageløs aften i dronernes tegn
At komme fra den bidende kulde og tro, at man skal i Den Grå Hal for at få varmen, kan man godt tro om, for denne lørdag aften i februar, var der næsten ingen forskel på ude og inde. Den Grå Hal var simpelthen kummefryserkold, da tonerne af græske Mohammad begyndte. Om dét gjorde, at jeg fandt grækernes 60 min. drone uinspirerende at høre på, må blæse i vinterkulden, men de tre mand, der på scenen udgjorde to celloer og en bas, lød for stillestående og udynamisk for min smag, så interessen dalede betragteligt under sættet.
Spillestedet var pænt fyldt og det var lidt absurd, at se folk gå rundt i vinterjakker, huer, halstørklæder, og for nogles vedkommende vanter, mens de indtog deres fadøl. Efter tyve min. træder Stephen O´Malley, Greg Anderson og Oren Ambarchi (eller var det Joe Preston?) ind på scenen i ”civil” for at stemme guitarer og Moog, hvorpå de trisser ud igen. Lidt pudsigt og noget man helst havde været foruden, da det æder lidt af den mystik og okkultisme der omgiver Sunn O))), når vi om kort tid skal frygte dem i Grimm Robes.
Men kort tid blev det ikke, for bandet venter en rum tid før røgmaskinerne på behørig vis, sender kaskader af uigennemtrængelig røg ud i hallen. Det tager sin tid – ligesom så meget andet når vi taler Sunn O))) – at fylde rummet, før vi er klar til aftenens dystre performance. Ind træder de tre kutteklædte herrer og starter et tyve minutters drone-frontalangreb på publikums sanser. Højt som ind i helvede, men sådan bør det være, før det virker. ”Maximum volume yields maximum results” står der på de Sunn O))) t-shirts, man kan købe i merchandiseboden og det er en sandhed med modifikationer, men ikke når det gælder Sunn O))). Her spiller lydtrykket en væsentligt rolle, som er alfa-omega for om tilstanden kan skabes.
For Sunn O))) er fysisk pågående som få. Det er fjerde gang, jeg ser bandet og de stopper aldrig med, at forbløffe mig. En nådesløs dybde og en insisteren på, at ingen får fribillet til en blunder eller tankeflugt. Take no prisoners, either you´re with us or against us. Man kan ikke stå sidevers og gå halvt ind i en koncert med dette band. Man presses under forløbet og undrer sig i øjeblikke over, hvorfor søren man dog stiller op til denne musikalske eksorcisme. Tanken om frivillig masochisme melder sig under hver seance med Seattlegruppen. Alt leveres i slow-mo. Selv da O´Malley og Anderson undertiden deler en flaske mystisk substans går det uendelig langsomt. Tempoet er beskrevet som ét, der giver associationer til kontinentalpladernes bevægelse, hvilket ikke er meget skudt forbi, for det er sandt for dyden ikke skyndsomt det Sunn O))) forkæler/belaster publikum med. Ét tidspunkt gør O´Malley dog noget – i Sunn O))) terminologi uhørt – han skaber en synlig takt i drone-resonansrummet, som minder om en genkendelig rytme og får folk til at kaste deres næver mod loftet i takt. I takt! Det har jeg sgu aldrig oplevet før til en koncert med Sunn O))). Det må være den fluidum de to herrer indtager på scenen.
Glem alt om synlig struktur i gængs forstand. Hvad setlisten består af er umuligt at dissekere. Hvornår slutter et nummer, hvornår starter et nyt. No idea, men det er også inderligt ligegyldigt. Følelsen af brutalt nærvær er intakt og i høj grad present.
Efter en lille halv time træder den enorme skikkelse – den mægtige og mystiske sanger – ungareren Attila Csihar ind på scenen. Han får på ubegribelig vis, sneget sig ind uden man egentlig opdager det, før han pludselig står der. Han får mere eller mindre hovedrollen for den næste time, for hans stemme kan ét og andet. Csihar er et unikum med sin stemme. Et vokalt orakel af en kæmpe som udspyr vokale besværgelser, som en troldmand der taler i tunger. Indledningsvis varmer han op med en grublende stemme, der kun lige anes under de massive droner, men over tid bygger han mere og mere på. Det meste er messende taler og dybe growl-lignende sekvenser, men er ikke hverken forceret eller anstrengt. Stemmen finder et leje, der ligger perfekt til dybden i dronerne og bedst som man er i en trancelignende døs og tiden fuldstændigt står stille, opmønstrer han et skrig, der får det til at gibbe i en. Det løber simpelthen koldt ned ad ryggen. Passager bliver lange – måske for lange – men når de så ændres, forstår man virkningen af vedholdenheden.
Sidste gang Sunn O))) spillede i Lille Vega for godt tre år siden, var der spektakulære effekter omkring Csihars person. En creepy slimmaske, en laset hvid sæk over hovedet, en morbid tornekrans af knivlignende metal og laserlys ud af Csihars handskeklædte fingre. Denne aften var der ingen gimmicks selvom ovenstående optræden på Lille Vega i den grad var virkningsfuld, fungerer det lige så godt uden, alene i kraft af den unikke vokal og Csihars kompromisløse karisma.
Som altid skilles fårene fra bukkene og en del tager dog også flugten og siver ud i den befriende ro, som koncerten skrider frem. Nogle gaber og ser ud til at kede sig. Dem begriber jeg ikke. Selv nogle af de mere vedholdende, vælger kapitulation mod enden af aftenen, men mange holder heldigvis ved. Netop udholdenhed er et must, hvis man indløser billet til Southern Lord ejerne. Man kan næsten tale om en omvendt katarsis, for selv om det på sin egen groteske facon er smukt, er det som om det helt store øjeblik indfinder sig, i det øjeblik udfrielsen finder sted. Det sted hvor Sunn O))) giver slip, lukker ned og slipper det uhyggelige jerngreb om sind, sjæl og fysik og giver os sindsro. Underligt, tænker jeg hver gang det er forbi – eller overstået er måske nærmere ordet – at jeg bliver ved med, at frekventere SunnO))), når chancen byder sig. Men sådan er det. En psykisk og fysisk rutchetur i overdrevets vildveje og en fysisk oplevelse af nærvær fra et band, der spiller noget, der er på grænsen af, hvad man kan kalde musik.
Hver gang jeg har set Sunn O))), har jeg haft følgeskab af godtfolk, jeg deler musiksmag med, men det slår aldrig fejl: De skrider inden koncerten er færdig og så står man der alene i selskab med fire kutter og monumentale droner fra helvedes forgård. I aften er jeg alene fra start og det gør ikke spor, for Sunn O))) opleves bedst i sync med sig selv og sit eget følelsesapparat. Det er ingen fest, ingen lørdags-kæven bajere med gutterne. Sunn O))) er en tilstand, som i min optik optages bedst i egenskab af eget selskab.
Frontallappen ryster, fontanellen syder, bukserne blafrer, ørerne er på ekstremt overarbejde på grænsen til det ubærlige, mellemgulvet presses og solar plexus går i dissonansfrekvens, der giver skiftevis vel,- og ubehag. Ja selv rectum synes ikke at gå fri, for min sidemand fjerter og har et plaget ansigtsudtryk.
Attilas allersidste ord er ”Requiem”, som står mejslet i luften, hvorpå guitarerne løftes i vejret og med ét er det hele forbi. Koldsvedende står man dér og forsøger at samle sig selv op.
Godt Sunn O))) ikke spiller igen om en uge, men kommer de igen om et års tid – ja så er jeg klar igen til endnu et følelsesrevsende sansebombardement af monumentale dimensioner.
