80’ernes 30 bedste albums: #27
Med albums som Born To Run (1975) og The River (1980) var Bruce Springsteen ved udgivelsen af Nebraska (1982) for længst udråbt til det næste store navn på den amerikanske rockscene. Intet ville formentligt have været nemmere for Bruce Springsteen end at fortsætte den kurs, han havde lagt mod stjernerne med sit nu legendariske E Street Band. Springsteen – og ikke mindst sangene – ville det dog anderledes.
Egentligt var Nebraska tænkt som endnu en studieindspilning med E Street Band, men studieindspilningerne af Springsteens hjemmeoptagede akustiske demoer fungerede bare ikke. Springsteens næste skridt var at genindspille demoerne alene i studiet, men heller ikke dét virkede. Magien forsvandt, og den mørke kant demoerne havde blev slebet for pæne i det lyse studie. Derfor tog Springsteen den drastiske beslutning, at udgive Nebraska som det var blevet optaget på en 4-spors båndoptager, og dermed blev albummet et DIY lo-fi album fra USA’s nye store rockhåb, der udover at stå som producer også spiller samtlige instrumenter, hvoraf guitar, bas og mundharmonika står tydeligst frem.
I got a little Teac four-track cassette machine, and I said, I’m gonna record these songs, and if they sound good with just me doin’ ’em, then I’ll teach ’em to the band. I could sing and play the guitar, and then I had two tracks to do somethin’ else, like overdub a guitar or add a harmony. It was just gonna be a demo.
I den nedbarberede produktion træder Springsteens sangskrivning tydeligere frem end nogensinde. Der er intet at gemme sig bag, og selvom der umiddelbart kun er et rigtig catchy nummer på Nebraska (”Atlantic City”), så indfanger albummets nærvær sin lytter allerede ved første gennemlytning. Derudover er Nebraska et album, der vokser sig større og større ved hver gennemlytning. Det er ikke kun på grund af den tidløse produktion (der vel nærmest kan siges at være ikke-eksisterende) og de langtidsholdbare melodier, det skyldes i lige så høj grad lyrikken, der er på et niveau de fleste folk-musikere kun kan drømme om. Der er ”Johnny 99” om en mand, der mister sit job og går amok med en pistol – 99 i titlen står for det antal år han blev dømt i fængsel for at have dræbt en degn. Der er ”Atlantic City” om organiseret kriminalitet i forbindelse med gamblingens frigivelse; sangen nævner ”chicken man”, der er synonym for mafiaboss Philip Testa, der blev dræbt af en bombe i 1981. Der er ”Highway Potrolman” om en politimand, der forsøger at holde sin kriminelle bror ude af problemer, og til sidst lader ham slippe afsted med mord. Der er åbnings- og titelnummeret ”Nebraska”, om en massemorder, Charlie Starkweather, der bliver dømt til døden:
They declared me unfit to live said into that great void my soul’d
be hurled
They wanted to know why I did what I did
Well sir I guess there’s just a meanness in this world
Død og kriminalitet er omdrejningspunkterne på Nebraska, og havde det ikke været for de mesterlige tekster, det fremragende guitarspil og Springsteens som oplagt formidler ville albummet have været den direkte vej ind i en depression. Men hvem kan være deprimeret når man ved, at der går folk som Bruce Springsteen rundt på kloden?
Fra samme demoindspilninger som numrene til Nebraska kommer fra kommer bl.a. også numrene “Born In the U.S.A.”, “Downbound Train” og “Working On the Highway”, der alle var at finde på Springsteens helt store gennembrud Born In the U.S.A. (1984), der ligger meget langt fra Nebraska. Ikke så langt fra Nebraska ligger til gengæld The Ghost of Tom Joad fra 1995, hvor Springsteen igen prøver sig med samme temaer og samme musikalske udtryk, men med noget mindre succes.
Lige siden udgivelsen af Nebraska har fans håbet på, at de indspilninger som Springsteen og E Street Band lavede af sangene en dag ville udkomme. Det er endnu ikke sket, og indspilningerne, der blandt fans bærer titlen Electric Nebraska, må formentligt forblive Springsteens Hellige Gral. Og kan man egentligt tillade sig at ønske sig mere end hvad man allerede har fået af Springsteen og Nebraska!?
