80’ernes 30 bedste albums: #25
England i begyndelsen af 80’erne: Punken var død, og New Romantic grupper som Spandau Ballet, Duran Duran og Culture Club havde sat sig tungt på hitlisterne med en glitrende og flamboyant musik og et dertilhørende livssyn (eller mangel på samme) der, hvis man har de overbærende linser i, kunne kaldes ”drømmende”, men ret beset var fuldblods eskapisme, der lagde et lallende synthesizerslør over det økonomiske dynd, England lå og rodede rundt i.
New Romantic tøjstilen fulgte den glitrende musik, og i den optik er det ikke overraskende, at Noel Gallagher – en ung The Smiths fan, der senere selv skulle bidrage til Manchesters stolte musiktradition – ifølge ham selv plejede ”to piss myself, laughing out loud”, hver gang Morrissey var frontcover-materiale. Her var en mand og et band, der lignede ”everyday-man”- med et twist mod de mere nørdede typer. Afstanden til Boy George kunne ikke være større.
Dette var selvfølgelig på ingen måde tilfældigt. Helt fra starten var ”the ordinary” en dyd for et band, der havde rod i post-punken og absolut ikke omfavnede den nye synthesizer-sound og prætentiøse New Romantic stil. Navnet ”The Smiths” var det mest almindelige, de kunne komme på. ”It was time that the ordinary folk of the world showed their faces”, som Morrissey udtrykte det.
At kalde The Smiths folkelige er dog at trække den mange kilometer for langt, men de blev hurtigt frontbandet i en bølge af alternative bands, der især centrede sig om pladeselskaberne Rough Trade Records i London og Factory Records i Manchester. The Smiths var sjovt nok signed på det første, til trods for at basen og rødderne hed Manchester. Skønt bandet aldrig kom i nærheden af at blive allemandseje, og nok ikke ønskede det, så havde de via deres to første albums The Smiths (1984) og Meat Is Murder (1985) opbygget en endog meget trofast fanbase i hjemlandet og et lille kult-følge i USA.
I 1986 udgav de deres tredje album The Queen Is Dead. Der sker intet radikalt nyt på albummet – på den måde var The Smiths ret konservative. Til gengæld finpudser partnerskabet Morrissey/Marr bandets sound og varemærke til perfektion. Musikken er Marrs: Guitarbaseret rock/pop med Johhny Marrs distinkte rockabilly-like riffs og sans for melodier, der i de bedste øjeblikke, er på højde med ikoner som Beatles og Phil Spector. Og de øjeblikke er der mange af på The Queen Is Dead. Ikke mindst på pladens (for det var det dengang) side 2, der i sig selv er musikhistorisk genial, med skæringer som ”Bigmouth Strikes Again”, ”The Boy with the Thorn in His Side”, ”Some Girls Are Bigger Than Others” og så selvfølgelig indie-hymnen over dem alle: ”There Is a Light That Never Goes Out”. Indie i ordets egentlige forstand, og lang tid før begrebet blev fortærsket og et PR-ord til at sælge mainstream.
Marrs melodier havde alene været brillante, men det, der selvfølgelig er med til at sætte The Smiths og dette album op i en hel anden og tidløs liga, er Morrisseys tekster. Vel ikke siden Bob Dylan har teksterne i popmusik betydet så meget for dem, der lyttede og stadig gør det. Morrissey er blevet kaldt den mest litterære mand i popmusik, og referencerne flyver da også rundt mellem Morrisseys egne yndlingsforfattere og døde poeter til personager på Manchesters musikscene. Det var dog Morrissey, som den kyniske romantiker og medie for det evigt sårede og sorte hjerte, der skabte kulten omkring The Smiths, og det er dét, der til stadighed vinder melodierne nye disciple. Så længe ensomhed, kejtethed og bittersweet livslede er basis-forhold i menneskets (og teeenagerens) eksistens, vil fraser som ”Take me out tonight / Take me anywhere, I don’t care I don’t care, I don’t care” og “’Cause tonight is just like any other night / That’s why you’re on your own tonight / With your triumphs and your charms / While they’re in each other’s arms…” være evigt relevante og ægte følte. Og så længe der er vrede, vil en lige højre som ”Sweetness, sweetness I was only joking when I said I’d like to smash every tooth in your head” give nyt håb om næste kapitel.
Om The Queen Is Dead skal ses som The Smiths musikalske masterpiece, er en evig diskussion, og én, der ikke giver så meget mening. Dertil er ”the body” af deres musikalske virke for godt og langt større end dette album. Også selvom studiealbums kun tæller 4 stk’s i en periode på ligeså få år. Til gengæld repræsenterer albummet uden tvivl højdepunktet af hele bandets eksistens. Uoverensstemmelserne mellem Marr og Morrissey begyndte snart herefter at nå faretruende højder. Læg dertil bassist Andy Rourkes eskalerende heroinmsibrug og Marrs alkohol-problemer (der bl.a. forårsagede et trafikuheld med tæt på fatal udgang). Kort tid før bandets fjerde album Strangeways, Here We Come (1987), forlod Johnny Marr The Smiths, og bandet var reelt opløst.
Tilbage er arven, og her skylder et hav af eftertidens rock- og popgrupper ved kasse et – ikke mindst 90’ernes britpop-bølge. En af de største arvtagere, Noel Gallagher, har beskrevet hvordan The Smiths, og i særdeleshed Marr og Morrissey, ”nailed” selve definitionen af alternativ pop, og skabte håb for alle nørder og misforståede geeks derude. For efter at have pisset i bukserne af grin, over hvor åndssvage de umiddelbart så ud, så tilføjer han: ”That’s genius. That’s what pop music is all about: For a guy to look ridiculous and effortlessly cool at the same time.”
Mantraet er i dag feset ind på lystavlen hos de fleste nye indiebands, og i en sådan grad, at man måske bør tilføje et ekstra og gammeldags kriterium. Det hele virker kun, hvis du samtidig er i stand til at skrive fantastisk popmusik. The Queen Is Dead er først og fremmest dette. Genial popmusik og noget af det bedste der er skrevet, ikke kun i 80’erne men nogensinde.
