80’ernes 30 bedste albums: #21
Når et band får mange år på bagen bliver det pr. definition til en dinosaur: Det har meget stor indflydelse på miljøet omkring sig, er spændende at snakke om, men det hele foregår som regel i datid. Genesis har eksisteret i over 40 år og er en af dinosaurerne, og i det store hele giver det ikke så meget mening at snakke om bandets musik som en helhed, for ligesom tiderne skifter, så ændrer bandet sig også og i det store hele, kan man dele Genesis’ karriere op i tre dele.
Den progressive begyndelse
Det hele starter således med skabelsen (Genesis) i 1967, hvor bandet dannes af de fem studerende Peter Gabriel, Anthony Phillips, Tony Banks, Mike Rutherford og Chris Stewart. Debutalbummet er heftigt inspireret af tidens disco, men stilen ændrer sig hurtigt fra korte popnumre til progressiv rock i stil med King Crimson og Pink Floyd, men med bandets egen signatur såsom meget lange numre og en stil, der bl.a. henter fra opera og andre storladne arrangementer. Peter Gabriel har et tæt samarbejde med Tony Banks omkring de fleste sange og Gabriel sætter samtidig sit aftryk på gruppens live koncerter ved at iklæde sig teatralske kostumer.
De populære 80’ere
I 1976 forlader Peter Gabriel gruppen pga. problemer i privatlivet og har det generelt svært med at identificere sig med bandets udvikling. Phil Collins, der siden 1970 har fungeret som trommeslager, bliver valgt som forsanger, frem for nogen af de 400 sangere, der har været til audition uden held. Med ham i front skifter Genesis fra det progressive og teatralske rockudtryk over i en lyd, der i dag tydeligt kendetegner 80’ernes musik som helhed. Vi snakker rumklang, synthesizer og trommemaskine og det er nu disse elementer, der bliver Genesis’ lyd og varemærke (og samtidig også musikalske kendetegn for Collins’ solokarriere).
Bandets popularitet tager til med udgivelser som Duke (1980), Abacab (1981), Genesis (1983) og i 1986 udkommer så bandets uomtvistelige supersællert og allerbedste album: Invisible Touch.
Albummet udkommer samtidig med, at Phil Collins’ egen solokarriere tager fart og det er tydeligt, at hans sangskrivning fylder mere på dette album end nogen af de tidligere, selvom pladen krediteres af Collins, Banks og Rutherford i fællesskab.
Første nummer på albummet og første single er “Invisible Touch”, der med fuld skrue sætter barren for albummets pop-kvaliteter. Phil Collins synger med rumklang på vokalen og trommemaskinen viser sit værd – især i de 80’er karakteristiske fills. Andet nummer er “Tonight, Tonight, Tonight”, som forener Collins’ patos som soloartist og det tidlige Genesis’ trang til at trække et nummer ud i det uendelige (selvom det ‘kun’ er 9 minutter langt).
Teksterne på albummet veksler mellem kærlighedssange, stoffer og politik og det er bestemt sidstnævnte, der er tydeligst. Tredje sang er nemlig “Land of Confusion”, der i høj grad blev berømt på sin musikvideo, der portrætterer bl.a. Reagan, Thatcher og Gadaffi som groteske dukker i en verden i opløsning. Sangen opnåede at blive nummer 4 på den amerikanske hitliste, ironisk nok slået af Peter Gabriels hit “Sledgehammer”, som også vandt en MTV Award for bedste video foran “Land of Confusion”.
A-siden (det er jo en LP ligesom de fleste udgivelser i 80’erne) består kun af single hits, mens B-siden fyldes godt ud af den episke rockfortælling “Domino” og den instrumentale “The Brazilian”. På den måde afsluttes albummet med maner, så de lette kalorier i pop-sangene ikke får en til at afslutte måltidet med luft i maven, men derimod fylder en godt op med fibre og tyngde, så man har lyst til at komme efter mere.
Som det kan læses er pladen bestemt ikke tidløs at lytte til i dag, men materialet er så stærkt at det stadig fortjener at blive spillet som et helt album, hvilket efterhånden er en sjældenhed i dag. Niveauet holdes oppe af en generelt høj kvalitet i alle numre, men især afvekslingen mellem hits og fordybelse gør pladen stærk.
Exit og comeback
Efter Invisible Touch går der 5 år inden We Can’t Dance udkommer. Pladen er en succes, men mangler noget substans og det bliver Phil Collins’ sidste med Genesis inden han helliger sig sin solokarriere fuldt og helt. Genesis befinder sig nu i et limbo uden nogen af sine hidtidige meget karismatiske forsangere. I mangel af bedre hyres den tidligere Stiltskin forsanger Ray Wilson, men matchet er ikke rigtig godt, og Genesis laver kun et enkelt album med ham som forsanger inden Banks og Rutherford, der er de eneste tilbage i bandet på dette tidspunkt, går hver til sit et par år. Genesis gendannes i 2006 og turnerer med det gamle repertoire og Phil Collins som forsanger, indtil han i 2011 annoncerer at han forlader musikken permanent. Der har flere gange været tale om en gendannelse med Peter Gabriel, og han vil i dag ikke afvise et comeback, men man skal nok se det, før man tror det. Det er ikke mange dinosaurer, der genopstår flere gange.
