80’ernes 30 bedste albums: #20
Det er nok ikke Trent Reznor, Nine Inch Nails’ frontfigur, man oftest vælger at klæde sig ud som når der er dømt 80’er-fest. Og selv om Nine Inch Nails på mange måder også er et decideret 90’er-fænomen, så er debutalbummet Pretty Hate Machine ikke desto mindre fra 1989. Det er en af de plader der startede som en slags Urban Legend; De fleste havde længe ikke hørt albummet, men mange havde hørt om det.
Da Pretty Hate Machine senere endelig kom til landet, var det et brag af en plade, der først senere viste sig at være kulminationen på en myriade af bevægelser, der havde været undervejs længe. De ”rigtige” industrial-bands havde været aktive siden start- og midt-80’erne. I Europa med Die Krupps (endnu tidligere), Nitzer Ebb og Front 242 og et væld af obskure wanabees på selvhøjtidelige undergrundslabels – i nordamerika med Ministry, Skinny Puppy og Front line Assembly. Og disse bands var igen produkter af det indbegreb af 80’erne som på mange måder handlede om narcissisme, introspektion og selvkontrol i en verden hvor omverdenen og stormagternes kapløb i enhver tænkelig arena, var helt ude af kontrol. Havde man ikke lyst til at gå helt over i punken og bare gå i formløs anarkistisk vredestilstand, så var der kun overgivelsen til den kitchede pænhed tilbage – hvorfor fænomener som Bros, Climie Fischer og Taylor Dane samtidig kunne sælge plader i massevis. Vi kaldte det postmodernisme – en fin fransk term for bevægelser der ikke kunne redegøres meningsfuldt for.
Men her tilbød Nine Inch Nails sig med sin retningsløse vrede pakket ind i gode melodier – og så kunne man slå to fluer med et smæk; Tage afstand og nyde det samtidig. Det var nu heller ikke svært, for der er, selv ved genlyt her i 2013, en masse gode numre på Pretty Hate Machine. ”Head Like a Hole” blev det store undergrundshit, vel nok på grund af sin iørefaldende vrede og dansable lyd, mens ”Sin” og ”Down in It” også blev mindre hits med deres respektive pirrende perversionstema og fede hip hop bund, der kunne få ethvert konfirmations stereoanlæg til at lyde lidt af hi-fi. Men de virkelige perler er numre som ”Terrible Lie”, ”Something I Can Never Have” og ”Kinda I Want to”. ”Terrible Lie” er vel nok det bedste popnummer på pladen, selv om det har et vredt tema og en vred lyd. ”Something I Can Never Have” peger frem mod de stille, indestængte passager på dobbeltalbummet The Fragile, der er anerkendt som NIN’s hovedværk. Og ”Kinda I Want to” er Trent Reznors forsøg på at vise Depeche Mode hvordan den virkelig skal skæres når man nu har folk som Flood og John Fryer til rådighed som producere.
Jo, Pretty Hate Machine er stadig en fantastisk plade. I modsætning til resten af bandets katalog er den iscenesat i samme forstand som mange plader fra årtiet er det. Men den gik nye veje. Bevares, ad allerede brolagte stier, men ind i et nyt årti, hvor teknologien skulle blive lige så meget mere dominerende i alle aspekter af musikken end kun dens indhold.
