80’ernes 30 bedste albums: #16
Metallica havde været igennem en hård tid i årene op til udgivelsen af deres fjerde studiealbum. Efter de i 1986 havde haft stor succes med Master of Puppets, omkom bassisten Cliff Burton på tragisk vis i en busulykke i Sverige under deres turné. Ny mand på pladsen var Jason Newsted, og han blev kastet i ilden via både koncerter og EP’en The $ 5.98 EP: Garage Days Re-Revisited fra 1987. Et nyt album var også i støbeskeen. Et album som skulle vise sig at både overraske, forvirre og imponere verden, og som den dag i dag stadig deler vandene: …And Justice For All fra 1988.
Lady Justice pryder coveret på …And Justice For All, men statuen – symbolet på retfærdighed – er i forfald på coveret. Hun slår revner. Hun taber penge fra sin vægtskål, og hun er bundet af reb. Valget af cover var naturligvis ikke tilfældigt. I Hetfields og Ulrichs sangskrivning fandt man nu mørkere temaer omhandlende krig, politik og retfærdighed. Lars Ulrich har udtalt at sangskrivningen fandt sted i ”CNN-årene”, hvor han og James Hetfield havde fulgt nyhedskanalen for at blive inspireret til sangtekster. Mike Clink var hentet ind som producer, kort tid efter han havde haft stor succes med Guns N’ Roses og deres Appetite For Destruction. Samarbejdet blev hurtigt afbrudt, og i stedet blev den velkendte Flemming Rasmussen igen hentet ind. Det der lignede en forudsigelig og let vej videre fra gruppens tre første album, havde fået en kaotisk start.
Produktionen på …And Justice For All overraskede de fleste. Danske Flemming Rasmussen var ellers en velkendt herre for både Metallica og fans, men lyden lå langt fra hvad man havde forventet efter Master Of Puppets. Albummets sidste mix blev primært styret af Ulrich og Hetfield, og det kom der en mere tør og kompakt lyd ud af. Bassen endte med at være meget anonym på pladen, og siden har både Flemming Rasmussen og Jason Newsted fralagt sig ansvar i forhold de sidste ændringer. Om man kunne lide det eller ej, så var det her …And Justice For All fik sin helt særlige lyd, som har været med til at gøre albummet omdiskuteret siden.
De ni skæringer havde en længere gennemsnitlig varighed end nogensinde før, og kompleksiteten i deres opbygning var taget til. Pludselig var breaks, riff, soloer og trommer teknisk langt mere krævende og fuldstændigt utilregnelige, og nu havde Metallica bevæget sig et stort stykke vej mod progressiv metal.
Meget mørkt åbner den hurtige ”Blackened” med temaet om jordens undergang på grund af vores krige og forurening. Et andet nummer som skabte stor opmærksomhed var den næsten instrumentale ”To Live Is To Die” – kendt både på grund af længden og at de benyttede riff var hentet fra den netop afdøde Cliff Burtons ideer. Nummeret er til dato stadig Metallicas længste studieindspilning (9:49), og det mest mindeværdige ved det monotone nummer er da også selve historien bag det.
”Harvester of Sorrow” og ”Eye of the Beholder” var albummets to første singler, men det var ”One”, der som den tredje single skulle komme til at stå som en milepæl og en klassiker i Metallicas bagkatalog. ”One” er et nærmest episk nummer i både musik og tekst, som fortæller historien om den sårede soldat der kommer hjem fra krig uden sine lemmer og uden evnen til at høre, tale og se. ”One” er leveret med militær præcision. Både Hetfields insisterende vokal og hans som altid luftguitar-indbydende riff virker skarpere end nogensinde, og Lars Ulrich bombarderer os med sin dobbelt-pedal. James Hetfield og Kirk Hammett guitar-duellerer mod slutningen, som var det med livet som indsats. ”One” blev både Metallicas første single på Billboard top 40 og deres første musikvideo, og nummeret var i høj grad medvirkende til at …And Justice For All blev et vendepunkt i Metallicas karriere.
Det der havde været en kaotisk start, med flere planer der ikke gik som de skulle, endte med at blive et helstøbt album, som var gennemført i både tekst og musik. Metallica havde en plan, og for første gang tog James Hetfield og Lars Ulrich sagerne i egen hånd.…And Justice For All er et album, som i dag står som en ener i Metallicas katalog – for nogen et sort får og for andre en både kompleks og på flere måder tung plade, som når uanede højder når den først foldes ud.
