Kaotiske mure af lyd
Selv dem, der er fans af ekstremmetallen, må have deres besværligheder med at finde rundt i Stagnant Waters lydunivers. Det kan selvfølgelig være meningen fra bandets side, men det tilføjer desværre ikke musikken noget interessant.
Stagnant Waters består af musikere fra Frankrig og Norge, som alle har fortid i andre, mere eller mindre ukendte, bands. Det må være et forsøg på ironi fra bandets side, at deres navn kan oversættes til ’stillestående vande’, for der er intet stillestående over sangene på det selvbetitlede album. Tværtimod og så lidt til; hvis deres musik var symbol på vand, ville der være tale om en meget kraftig tsunami! Fx er der albummets tredje nummer ”Of Salt and Water” (bare for at blive lidt i vandmetaforen), som til at starte med synes en smule mere tilgængelig end de to første, men som så alligevel begynder at stikke i alle mulige retninger af industrialmetal, fusionsjazz og noget, der minder om house. Det er meget svært at finde en sammenhæng i sangene generelt, men ”Bandaged in Suicide Notes” og ”Algae” er nok de to sange, hvor der er allermest kaos og, nå ja, larm.
Der er steder, dele af enkelte numre, hvor der er spændende elementer. De er stadig i den mindre lyttervenlige kategori, men det behøver jo ikke være et minus, bare det er godt. ”Concrete” og især ”Axolotl” har til tider noget interessant over sig, men det bliver dog meget hurtigt afbrudt, sådan at man ikke når at opleve hvad bandet egentlig kan, udover at eksperimentere og forvirre. Det kan da også have sin charme, men det er gjort bedre før af andre bands, fx Dödheimsgard, som Stagnant Waters’forsanger paradoksalt nok har en fortid i.
Det er klart, det er en genre, der deler vandene(!) og at det ikke er her, man finder den største fanskare, men de færreste vil nok begejstres over dette kaos af et album, der virker, som om det ikke er gennemtænk og egentlig mest er lavet for at vise hvor mange lyde et band kan presse ind i et nummer.