Simon Jr. søger genrer uden stort held
Når man er Paul Simons søn, så har man naturligvis noget at leve op til. Og så er det en god idé at vælge en helt anden boldgade en farmands, så sammenligningerne ikke behøver være for letkøbte. Og der er da også umiddelbart langt fra den Harper Simon, man hører på dette nye album, til farmands folkpop-sange.
Stilen er langt mere dyster og støjende, end man kunne have ventet, og umiddelbart er sangskrivningen en skuffende oplevelse i forhold til, hvad jeg havde sat næsen op efter. Det virker som om, at Harper Simon søger og søger for at finde sin egen niche, men det lykkes ham kun sjældent at finde igennem virvaret af musikalske løsningsmuligheder og skabe et resultat, der synes vellykket.
Nogle gange lyder det som Raveonettes uden den gode sang og rendyrkede rå attitude – som på den viltert guitarpumpende ”Dixie Cleopatra” – andre gange er vi nærmest ude i noget højtpoleret pop, som på ”’99”, mens den uforståelige luftighed på ”Leaves of Golden Brown” giver en mystisk og mærkværdigt uforståelig afrunding.
Den rigeligt søgende stil efterlader et indtryk af en Harper Simon, der ikke helt ved, hvilken retning han skal vælge. Det gør albummet meget usammenhængende, men det giver også et par interessante udfald, når nu en velpolstret musikhjerne krænger sig ud i bestræbelserne på at få genistregerne til at hænge sammen og ikke kun blive små stiplede linjer.
Det sker for eksempel på titelnummeret, der rummer en blanding af sødme, lethed, tung dyster bund og en svævende men alligevel mærkbar og jordnær vokal. Her er vi tæt på noget magisk, som det ville have været rart at opleve mere af undervejs.
Alt i alt formår Harper Simon ikke at imponere på Division Street, og de mange ihærdige forsøg bliver lige desperate nok, og derfor er det svært at finde sammenhænge og kvalitet nok til at kunne anbefale dette album.
