Kashmir tog røven på os
Kashmir havde fredag aften inviteret publikum inden for til en siddende koncert i Falconer Salen i København. Det var forventeligt, at en stor del af aftenens sætliste ville bestå af numre fra gruppens netop udkomne E.A.R, og at der i ideen med siddepladser nok lå en tanke om at levere de hårdere numre i en mere nedtonet form.
Hygge var nøgleordet fra koncertens start. Publikum sad pænt på de mange rækker i den store sal, og der blev indledt afdæmpet og semiakustisk med de nye ”Blood Beech” og ”Piece of the Sun”. Begejstringen over at opleve Kashmir i de anderledes rammer var naturligt nok stor i salen, men rent musikalsk blev vi ikke vækket under koncertens indledning. Den første halve time var det kun under ”Still Boy”, hvor Kasper Eistrup var alene på scenen sammen med Henrik Lindstrand, man som tilhører blev grebet af musikken. Herefter blev det bedre. Det første nye nummer, der skulle vise sig at tage kegler, var ”Milk For The Black Hearted”. Eistrups mørke stemme ledte her tankerne hen på Sort Sols Steen Jørgensen, og her viste Kashmir, hvordan de i dag er andet end bas-guitar-trommer-rock. Henrik Lindstrand var musikalsk alt-mulig-mand og Mads Tunebjerg lagde også flere gange bassen til fordel for samplere.
”The Aftermath” lukkede koncertens første del, lige inden den indlagte pause, og her skete der noget afgørende i salen. En mørkhåret kvinde rejste sig under klassikeren midt i salen, og få øjeblikke fulgte to mænd med. Som en fodboldspiller der opildner sit publikum vinkede den ene resten af salen op af sæderne, og nu stod hele salen op og sang med på balladen. På samme tid var det ærgerligt at afbryde løjerne lige som stemningen var bedst, og mindst lige så spændende hvad Kashmir ville byde på i anden halvdel af aftenens koncert.
Pausen gjorde os godt, for koncerten skulle vise sig at blive over to en halv time lang. Der blev tanket øl og vand op i baren, og 25 minutter senere sad vi i stolene igen. Havde vi nu alle glemt, hvor befriende det var at rejse sig til musikken? Det var meget oplagt at blive siddende og nyde den lange ”Pedestals”, hvor lydbilledet er mere abstrakt og semi-elektronisk, men Kashmir lod os ikke slappe af længe og fortsatte med ”Kalifornia”. Det virkede som om, publikum kun havde ventet på en undskyldning for at rejse sig igen, for nu stod vi der alle sammen igen, og denne gang blev vi stående indtil de fire på scenen lukkede og slukkede en god time senere.
Herfra kørte Kashmir i et højere tempo koncerten sikkert i mål. Kashmir gik mere til stålet nu – en side som vi helst ikke havde været foruden i aften. Der var mere bevægelse på scenen, og det smittede af på den fyldte sal. Mads Tunebjerg vovede sig forsigtigt rundt på scenen, Asger Techau slap kontrollen bag trommerne, og Henrik Lindstrand tog en guitar i hænderne og trådte frem på scenen. Kasper Eistrup var sikkerheden selv på vokalen, og der var ingen slinger i valsen, selv om han var hele tonespektret igennem.
”Surfing The Warm Industry” rockede igennem, og mere afdæmpet, men mindst lige så populært, blev det på ”Rocket Brothers” og den aktuelle single ”Seraphina”. Men hvor var de gamle hits, som mange helt sikkert sukkede efter? Kashmir legede og salen legede med, så hvorfor var gamle album som Travelogue, Cruzential og The Good Life ikke repræsenteret? To eller tre hits fra halvfemserne, havde uden tvivl vakt jubel hos et trofast publikum, hvor størstedelen formentlig har fulgt gruppen fra den spæde start.
Ekstranumrene overraskede. Her valgte Kashmir at smøge ærmerne endnu længere op og trykke den af. Her var ingen leflen for publikum med fællessang og røvballerock. Der blev lagt tryk på, og der blev støjet, og det tydede på at en lille del af publikum enten havde håbet på en lettere fordøjelig afslutning eller havde mistet gnisten efter de efterhånden 2 timer og 45 minutter, da de forlod salen før tid. ”The Cynic” satte punktum på en aften, hvor Kashmir havde lagt op til noget stort. Bortset fra en tam indledning og små fejlprioriteringer på en i forvejen lang sætliste, leverede Kashmir varen, og de overraskede os ved at slippe tøjlerne og gøre de mange siddepladser overflødige.
[nggallery id=169]
