Smuk melankoli og indtagende stemninger
Duoen Mire Kay udspringer af den svenske kvartet Audrey, der siden 2002 har spillet kammerpop med en snert af postrockinfluenser. Det er der såmænd ikke lavet graverende om på med A Rising Tide Lifts All Ships, om end de to svenske mørkealfer har tippet hatten hen mod en lidt mere folket sound.
Mire Kay ånder af følsom melankoli. Alle instrumenter emmer af inderlighed og mobiliserer en bølge af nærvær og ro. Bevares, nogle vil finde de analogt udførte kompositioner triste og mørke, men der hersker samtidig en smuk stemning hos Mire Kay, der bærer en igennem de tungsindige numre. Tænk sparsomt instrumenteret kammerpop i lige linje med åndsfællerne i Dark Dark Dark.
Hovedbestanddelene er Emelie Molins cello og enkle adspredte percussion og Victoria Skoglunds guitar og så de melankolske vokaler. Rundt om dem ydes duoens simplicitet hjælp af folk fra den svenske rockscene, der yder bistand i kraft af piano, bas og en lap steel guitar, der assisterer yderligere til det karakteristisk vemodige lydbillede. At A Rising Tide Lifts All Boats er asketisk er ligegyldigt, for de minimale melodier lever højt på en rund og detaljeret lyd, der fanger ethvert tonalt anslag og gør udspillet rigt på stemninger og en udpræget nordic feel.
Molins og Skoglunds vokaler smyger sig om hinanden, som unisone tvillinger og skulle man i den forbindelse smide en enkelt indvending, kunne Mire Kay med fordel blive endnu bedre, hvis de som f.eks. Low havde den dialektik mellem mand og kvinde, der komplementerer hinanden så smukt. Det er dog blot en lille bemærkning, for de to eftertænksomme kvinder rammer plet, hvis man går efter sarte skrøbelige skæringer med nordens melankoli dybt forankret i knoglemarven.
Der er ups and downs igennem de elleve personlige skæringer. Fra den fejende smukke åbner ”Beat” med sit indtagende omkvæd, er vejen lagt for en rejse helt ind i den nordiske sjæl. Der er aner til islandske Mùm, selvom elektronikken er fraværende hos Mire Kay og i stedet erstattes af analoge klange. ”Reverse” er endnu bedre med mørkrandede, næsten postpunkede guitarakkorder – selvfølgelig holdt klædeligt i ave – mens dybe celloakkompagnementer kæler for de sørgmodige vokaler.
På ”Great Lakes” mødes man dog af en mere gennemsnitlig singersongwriter-nordicana, mens ”Punch Through The Air” kunne være vores egen Tina Dickow, men desværre mangler den populære danskers gennemslagskraft og meloditæft. ”Winding” er til gengæld et stykke smuk vintermelankoli istemt piano og kærtegnende guitar, mens den luntende ”Better Comes After” bæres af et intimiderende og opløftende klavertema, der suppleres af et dystert skud cello.
A Rising Tide Lifts All Boats er en fin plade, der på fornem vis løfter sig efter hver gennemspilning og som passer som fod i hose til vores vinterlige forår, men som også lider en smule under et lettere monotont udtryk. De stærke sange er dog heldigvis flest på Mire Kays fuldlængdedebut.
