Klak Tik: The Servants

Klak Tik leverer musikalsk de elementer, som normalt kædes sammen med fodboldens tiqui-taca. De små hurtige overraskelser, masser af skift og bevægelse i deres musikalske ståsted, en enorm kreativitet og en absolut fremtrædende uforudsigelighed.

cover-KlakTik-TheServants-2013-300x300

Musikalsk tiqui-taca fra Klak Tik

Efter en debut, der gav masser af opmærksomhed og store ord fra anmeldere og musikelskere, er Klak Tik nu klar med opfølgeren. Og igen er der tale om en sprudlende idé-rigdom, der leder tankerne hen på fodboldbegrebet tiqui-taca, der dækker over hurtige små afleveringer, masser af bevægelse, kreativitet og uforudsigelighed. Alt det leverer Klak Tik, omend de er en tand mere krævende at lytte til, end de var på debuten.

Omdrejningspunktet er Søren Bonke, der sammen med John Beyer og Matt Mitchinson har skabt et album med masser af skæve tanker, der har sit udspring i musikalske traditioner fra det meste af Europa. Det er skævt, det er overrumplende, det er fængende – og nogle gange er det også så sprælsk, at det kan være svært helt at følge med.

Stemningen slås lidt dystert an på åbneren ”St. Barnaby’s Lurch”, inden den omskiftelige ”Kierkegaard” holder fast i det lidt mørke udtryk, omend der åbnes op for skatkammeret af finurligheder undervejs. Der går klassisk singersongwriter-folk i den på den fine ”Reborn”. ”Fire Souls” bevæger sig fra det helt afdæmpede og melankolske til en mere åben afslutning, og ”Quenched Man” byder atter på den gode og fængende melodi indledt af blæser-trut og ledsaget af små musikalske fiks-fakserier.

Sådan fortsætter albummet med opfindsomheder og store stemnings- og arrangementsmæssige skift, og det gør det både umådeligt inspirerende og nysgerrighedsfremkaldende at lytte til, men samtidig bliver det et album for den kræsne og meget opmærksomme lytter, fordi der sjældent fornemmes en ro i albummets samlede indtryk.

Klak Tik leverer musikalsk de elementer, som normalt kædes sammen med fodboldens tiqui-taca. De små hurtige overraskelser, masser af skift og bevægelse i deres musikalske ståsted, en enorm kreativitet og en absolut fremtrædende uforudsigelighed. Om det er nok til at vinde kampen, må den enkelte lytter afgøre. Jeg takker gerne Klak Tik for deres taktmæssige tiqui-taca-taktik.

Written By
More from Morten Wamsler
Smoke Fairies: Blood Speaks
I store træk er der tale om storladne småskingre indie-folk-sange med englevokal...
Read More
0 replies on “Klak Tik: The Servants”