Godt, men forglemmeligt
Kadie Elder er en ny dansk gruppe, centreret omkring folksangeren og sangskriveren, Anders Rask, der som solist var i finalen i P3s KarriereKanonen i 2010. Efter mødet med produceren Jonas Tranberg blev musikken drejet i en elektronisk retning, og Kadie Elder blev dannet. Oprindeligt havde gruppen planlagt at udsende en EP som sin debut, men grundet god kemi i studiet blev dette opgraderet til nærværende minialbum. Der er tale om en syv intime sange, iklædt et elektronisk lydbillede, der kunne minde lidt om Thom Yorkes The Eraser eller de lidt mere stille sider af Sufjan Stevens’ The Age of Adz – men mest lyder det á lá de ligeledes Jonas Tranberg-producerede danske artister Asbjørn og Lydmor – og det er bestemt ikke en dårlig ting. Man bliver hurtigt draget ind i det knitrende univers, som lyder som om det er skabt af og til brug på sene og stille aftenstunder, og lykkeligvis er dette understøttet af solid sangskrivning med en velsyngende Anders Rask i front. Førstesinglen “Widen Rift” har allerede været spillet på P6 Beat, og står som et af højdepunkterne på minialbummet sammen med de to åbningsnumre “Kiss And Me” og “Simple Guy”.
Desværre holder minialbummet ikke niveau hele vejen igennem, og det er synd, når man nu fornemmer, at der er potentialet til det; for selv om lydbilledet er dragende, kører det også meget i den samme rille, og for at et album kan tillade sig at gøre dette med succes, kræver det, at sangene kan holde lytteren fanget. Kadie Elder er godt, mens man lytter til det, men det er svært at huske musikken efterfølgende, og den form for kvalitet kan Kadie Elder forhåbentligt finde fremover. Kadie Elder har med deres elektro-akustiske lyd helt sikkert fat i den lange ende, og der er masser af potentiale at bygge på. Hvis de kan holde niveauet fra minialbummets bedste sange, tegner fremtiden lys for dem. Som det er nu, mangler det lige det sidste løft.
