En velanrettet gang jazz og poesi til den lyttende
Nøgne som nyfødte er, som navnet antyder, et minimalistisk og krævende bekendtskab.
Albummets fortællinger, fragmenter og digte er kun iklædt Oscar Gilberts molstemte og jazzede klaverflader og Claus Høxbroes rolige og dybe stemmeføring – og lytterens fulde opmærksomhed er påkrævet, hvis albummet for alvor skal folde sig ud. Skæringerne er langt mindre punchline- og effektsøgende end flere andre udgivelser og liveoptrædener inden for genren. Det er også mindre underholdene, men hvis lytteren gør, som der kræves af hende – læner sig tilbage og lytter – så er den underspillede form en berigelse af de større.
Claus Høxbroe reciterer sine tekster, så man tror på, at han vil afsøge noget personligt med de her ord. Og han serverer det lækkert nok til, at man kan mærke at han vil ud – uden at råbe – og ikke bare ind med det. Som den gode, garvede fortæller, der ikke har brug for at bevise, hvad han kan, men bare gør det.
Oplevelsen bliver gjort endnu stærkere gennem Oscar Gilberts klaverspil. Det er rolige melodiflader inden for en snæver ramme af mol, down tempo og jazz, og det giver en klar, insisterende fornemmelse af, at være spillet i ét take uden at være nedskrevet eller indøvet.
Det eneste, der mangler for at løfte Nøgne som nyfødte helt op i de øverste luftlag, er, at teksterne hver især befinder sig deroppe. Det lyriske niveau er godt, men heller ikke på denne udgivelse løfter Claus Høxbroe sig helt op blandt nutidens bedste danske digtere. I samarbejdet med Oscar Gilbert, har han dog fundet frem til et udtryk, der rykker overliggeren anseeligt for hvor høje forventninger, vi kan tillade os at have til kommende spoken word-udgivelser herhjemme. Det er en gave til både lyttere og udøvere og en fremragende forudsætning for, at den gode tekst kan nå ud til alle dem, der ikke læser digte, men som har større lyrisk appetit end den, som rock, pop og hiphop kan mætte.
