Håndspillet drum’n bass fra Bottled In England er grænsende til perfekt.
Da der tilbage i 2011 var forlydender om, at en næsten håndspillet dansk drum’n bass duo var blevet annonceret til Roskilde, Spot og Distortion, begyndte interessen med det samme at florere. Hypen blev så stor, at folk mødte talstærkt op til duoen Daniel Vognstrup og August Dyrborg koncerter som Bottled In England (BIE). Især showet på Spot udløste rigtig meget positiv omtale, og det viste sig hurtigt at BIE ikke bare lirer noget af, men at de virkelig arbejder for deres musikalske udtryk. Men ikke kun Danmark, også udlandet fik ørerne i klemme og dansebenene til at spjætte, hvilket medførte koncerter på Fusion Festival (DE) og Melkweg Amsterdam (NL). Der var ingen tvivl om, at BIE kunne mere end første blik og lyt afslørede, og deres spilleteknik blev også hurtigt lovprist, og derfor var det lidt en provokerende kommentar til deres egen udvikling og status, da de udgav deres første ep Belive The Hype (2011). Hvis det ikke før var tydeligt, at drengene havde selvtillid og tro på egne evner, så gjorde de bogstaveligt talt det klart for alle med denne udgivelse. Nu er der så gået næsten 2 år, og på BIE’s anden ep Architect viser de elektronisk arkitektoniske skaberkræfter, og med hjælp fra sangerne/sangerinderne Jenny Rossander bedre kendt som Lydmor, Troels Abrahamsen, frontmand i Veto, rapperen Mankys og Marie Mortensen fra de bornholmske shoegazere Scarlet Chives, kommer de næsten i mål med deres musik.
Architect starter ud med “The Fire”, hvor Lydmor er vokalist. Jennys stemme lyder fint skrøbelig i de house-poppede lydlandskaber. Melodien er meget fremtrædende, og de clubbede elementer er trukket lidt i baggrunden for en mere indadvendt melankoli. Sammenspillet mellem de førnævnte lydlandskaber og så Lydmor’s stemme fungerer næsten til perfektion, men det bliver dog til tider under de lidt over 4 min. en smule for poleret og klægt syntetisk.
Bedre og vildere får man heldigvis duoen at høre på “Say It Again”, hvor Troels Abrahamsen gæster med sin iltre og intense vokal. Dystert hamrer drum’n bass og power cyperspace pop sammen i et støjende clash der atomart udskiller smukke dansable momenter. Måske drukner Troels’ vokal lidt i limboerne mellem poppen og drum’n bass’en, og derfor kommer nummeret ikke 100% godt ud på den anden side.
De to sidste numre på den kun 4 sange lange ep slutter af med at levere et godt indtryk af BIE og deres kollaboration mellem disse 4 selvstændige kunstnere.
Rapperen Manky spytter aggressivt og brutalt rimene ud, som var de kastestjerner. Beatsne er industrielle og meget tunge, og vi nærmer os her mere en blanding mellem dubstep, hiphop og grime end de før så lyttervenlige og harmløse popelementer. Det overbevisende flow Manky har og så BIE’s rystmiske og perfekt tilpasset lydbillede, sender numret på dyster himmelfart.
Til sidst får vi den dynamiske sjæler “It Will Be Good” med Marie Mortensen der lyder som en ung Björk. BIE’s har denne gang taget en mere følsom lyd i brug der balancerer mellem drum’n bass’ens konstante rytmeskub og så poppens elektrificerende enkelhed og medrivende melodi. At Marie så synger som en engel bidrager bare til at dette nummer viser BIE fra deres bedste side, hvor de formår at koble stemning, atmosfære, lyd, rytme, melodi og vokal sammen, så det bliver en homogen enhed.
Architect kommer godt rundt i manegen, og BIE viser deres alsidige evner indenfor de elektroniske klub genre. Dog bliver det nogle gange lidt for fint, og man savner at udtrykket klinker lidt så der kommer skår i det så perfekte og næsten sterile lydbillede