Forrygende flot ærkeamerikansk album
Det er sjældent man støder på et debutalbum, der tager en med storm fra det allerførste lyt. Det er for mit vedkommende tilfældet med John Fullbrights debutalbum From the Ground Up. Egentligt udkom albummet for et år siden, men det er først i løbet af 2013 albummet har fået sin officielle udgivelse i Europa, så derfor denne anmeldelse nu. I det år, der er gået har albummet ofte fyldt lejligheden med vellyd, og derfor er den høje karakter heller ikke et udslag af en ukontrollerbar momentan begejstring, men tværtimod et udtryk for et langtidsholdbart album, der begejstrer ved første såvel som ved femtende lyt.
John Fullbright albumdebuterede med liveudgivelsen Live at the Blue Door tilbage i 2009. Alligevel skulle der gå yderligere tre år før studiedebuten From the Ground Up så dagens lys – med en Grammy-nominering i kategorien Best Americana Album som det konkrete bevis for et vellykket debutalbum. I kategorien var Fullbright oppe imod bredere kendte navne som Mumford & Sons, The Lumineers, The Avett Brothers og Bonnie Raitt, hvor sidstnævnte da også endte med at løbe med statuetten.
25-årige John Fullbright voksede op i Okemah, Oklahoma, hvor i øvrigt også Woody Guthrie blev født. Han har sikkert lyttet en del til Guthrie og anden folk- og country musik fra den tid, men alligevel er der stor forskel på det Fullbrught leverer nu og det datidens kæmper leverede dengang.
Albummet åbnes med ”Gawd Above” og tekststykket:
Six long days, seventh day He rested
Said, “There’s one sure way humans can be bested
Give em wine and song, fire and lust
When it all goes wrong I’m the man to trust
And they’ll be all my own, all mine together
They will sing my praise, sing my name forever
I am God Above, Lord God Almighty, mama
Hvor musikken på nummeret hører til de mest rockede på albummet, så det religiøse symbolsprog en gentagende ting. Ikke at Fullbright er en mand på en religiøs mission, for det er han ikke. Allerede på næste sang, ”Jericho”, er de religiøse symboler igen en bestanddel og titlen henviser til den 11.000 år gamle gammeltestamentlige by, hvor murene ifølge Josvabogen blev brudt ned ved hjælp af trompeter og råb efter at israelerne havde båret Pagtens Ark rundt om byen i syv dage. Sangen er båret frem af den akustiske guitar – og så har den albummets bedste omkvæd – og som hele albummet er den en god blanding af americana, gospel og country.
Sangene skifter mellem at have keyboardet og guitaren i centrum, og hvis ikke Fullbrights stemme havde været en rød tråd albummet igennem kunne man godt have troet, at der ikke var tale om samme kunstner på alle numrene, der udover og skifte mellem guitar og keyboard og skifter i tempo. Bedst er det når det er guitaren, der dominerer og særligt på ”Satan And St. Paul” brillerer Fullbright.
John Fullbright er en mester i såvel gode melodier og fremragende lyrik, og hvis der kan følges fornuftigt op på dette album, så kan Fullbright blive en af de helt store indenfor sin genre.
