Svensk fuser
Advarsel! Denne tekst kan forekomme stødende. Især hvis du er svensker.
Koncerten med det Stockholmske label Ingrid var i den grad sat op som et af årets prestigekoncerter for Roskilde Festivalen. På scenen havde man samlet nogle af de fineste svenske popkunstnere, der i en lind strøm har spyttet internationale pophits ud på stribe. Bedst kendt er vel Peter Björn & John hittet ‘Young Folks’.
Men at det store potentiale ikke kunne indfries, skulle hurtigt vise sig. På trods af at Orange Scene var alene om at fyre op for musikken resten af natten, var det forbavsende få der var mødt op, for at høre de svenske indie-pophits. Ja faktisk så få at det egentlig var ret pinligt, men musikken gik i gang, og på scenen gik det egentligt ganske fint. Koncerten blev indledt med en akustisk fællessang over Joy Division klassikeren ‘Love Will Tear Us Apart’. Det lød egentlig ganske fint, men ved nærmere eftertanke mindede Ingrids version af post-punk hymnen en del om den stærkt kritiserede version der blev opført i X-Factor for nogle år siden. Dog gav det mig forhåbninger om at vi ikke skulle ud i langstrækt rejse i alle Ingrids mindste afkroge, men tværtimod få et skarpt skåret popshow. Det skulle dog vise sig at jeg blev slemt skuffet.
Man skulle nok have været svensker
Efter fællessangen overtog Peter, Björn & John nemlig scenen, og begyndte netop på en lidt for lang gennemgang af deres numre, og herfra fortsatte Ingrid-turen. Og den fortsatte i lang tid. Klokken var lige ved at runde 3, før at alle havde fået lov til at spille, hvad de nu ville spille, og det var altså meget mere end hvad den ikke-svenske del af publikum kunne klare. Jeg skal da også være ærlig og sige at jeg heller ikke havde holdt ud i kulden, hvis det var ikke fordi at jeg skulle levere denne rapport. Men jeg er heller ikke svensk, og jeg tror man skulle have været svensk for at forstå det rigtigt. Alle svenskerne dansede i hvert fald. Om det var fordi de også frøs, og derfor prøvede at holde varmen, eller de rent faktisk havde deres egen Skanderborg 25 (jubilæums koncert i forbindelse med Smukfests 25 års jubilæum, hvor der blev spillet et hit fra hvert år festivalen havde eksisteret) ved jeg ikke, men det var lidt ligesom at gå i IKEA. En langstrækt pligt, hvor man kommer igennem alt for mange irellevante afdelinger, og hvor det egentlig først bliver godt til sidst, når man står og spiser en 5 kroners pølse og drikker sodavand ad libitum. For jeg må trods alt give broderfolket at den afsluttende fællesopførelse af ‘Young Folks’ var rigtig god, selvom især Peter, Björn & John virkede som et discount-alternativ til f.eks. britiske Kaiser Cheifs. Ellers spillede de svenske artister egentlig ganske fint, men de virkede sgu’ lidt som en IKEA-sofa på Amalienborg. Lidt for billigt til den store scene.
Efter koncerten, var mit umiddelbare indtryk at det hele havde været en håbløs leflen, for at få svenskerne til at tage turen over Öresund til Roskilde, og hvis samtlige svenskere stod foran Orange torsdag nat, kan jeg godt forstå at festivalen er bekymrede over billetsalget på den anden side af Øresund. Prestige-koncerten mislykkedes totalt, og jeg var sgu’ ikke i særligt godt humør efter den fuser. På vej hjem til mit telt gik jeg i hvert fald ikke og nynnede svenske pophymner, men tænkte mest på hvor meget jeg frøs og hvor ondt jeg havde i benene. Jeg syntes lidt at det hele var svenskernes skyld.
