New Orleans bandet Goatwhore i heroisk kamp mod elementerne
Nogle forskrækkede festivaldeltagere, som lå og solede sig på planen foran Odeon, fik sig en brat opvågnen, da satan selv i form af black/thrash metal bandet Goatwhore fra New Orleans uden varsel indtog scenen.
I 2012 udgav bandet deres femte og bedste album Blood for the Master og det var fra starten et ultra tight outfit, der udspyede det ene onde riff efter det andet i hovederne på deres sagesløse publikum. Efter et par numre havde Goatwhore trukket noget af døsen ud af publikum med det ene overspændte riff efter det andet. Vokalisten L. Ben Falgoust II, der tidligere spillede i Soilent Green, udviste stor autoritet og havde en god kontakt til publikum, mens trommeslager Zak Nolan holdt det hele på plads med et sublimt energisk og afvekslende trommespil.
Og så lige så pludseligt, som den var opstået, var bandets sorte magi forsvundet. Fra det ene øjeblik til det andet lød alting af helvede til, og det var ikke på den fede måde. Et lydteknisk kiks betød at trommerne overstyrede vildt og de næste fire numre lød som en jetmotor, der var løbet løbsk, og det var lige til skraldespanden. Virkelig synd for et band, der ellers startede så overbevisende. Men der kom styr på teknikken, og man kunne igen fornemme kraften var tilbage fra bandets voodoohjemstavn i New Orleans. Men der var lang vej tilbage, og trods overbevisende levende tilstedeværelse på scenen fra især frontmand Falgoust, var det svært at vække publikum til live.
Der var dog masser af fremdrift i bandets full frontal attack metal, men igen pga. det dårlige lydmix blev detaljerne lidt mudret til. Når det var bedst, blev det lækkert groovet med gode breaks, og man kan kun elske når thrashen løber så hurtigt, at det føles langsomt. Bandet har masser af tekniske kvaliteter, men sangene er skrevet ret meget over den samme skabelon, og det bliver i længden lidt ensformigt. De havde stadig ikke fortjent den ringe lyd og det svage fremmøde, Goatwhore har potentiale til mere.
