
Behagelig søndagskoncert fra grænselandet mellem americana og latinrytmer.
Det lykkedes Calexico, at få godt fat i dele af rockpublikummet denne støvede aften foran Odeon med deres ellers afdæmpede americana. For når først man hørte den spanske guitar og de hidsige mexicana-trompeter, følte man sig hensat til sadlen i en klassisk spaghettiwestern på vej ud for at redde landsbypigen med radmagre køtere, som eneste følgesvende.
Tucson kollektivet Calexico blander lystigt fra portugisisk fado, afrikansk- peruviansk musik, gammelt jazz, country og surf musik i deres musikalske burrito. Selve bandnavnet er en sammentrækning af de omgivende stater Mexico og Californien, hvor meget af den musik kommer fra, der ligger tættest på bandets to grundlæggere Joey Burns og John Convertino. Gennem hele koncerten blev der skiftevis spillet de mere worldmusic orienterede numre, der blev fremført på spansk og de engelsksprogede americana-sange.
Der er en god balance mellem numrene, og selvom det er americana-sangene, der som udgangspunkt ligger tættest på hjertet hos denne anmelder, formår Calexico at åbne landskabet op mod mere eksotiske sydlige horisonter. På den måde afspejler koncerten som helhed den smeltedigel, som er kernen i bandets musik. Fra bandets nyeste album Algiers fik vi bl.a. den sorgmuntre ”Splitter”, der vuggede hyggeligt ud over pladsen og den vanvittigt smukke sjæler ”Para”. Et højdepunkt ”Alone Again Or” med den smerteligt kryptiske tekst var fremragende med et par mariachitrompeter og calypsoklap – også blandt publikum.
Forsanger Burns med den blide fløjlsstemme havde en god kontakt med publikum, og gentagne gange udtrykte han sin begejstring over at være på festivalen. Det var en fin gestus, da han dedikerede nummeret ”Roka” til ofrene fra Roskildetragedien i 2000. Et andet højdepunkt var orkestrets fine version af Joy Divisions postpunkklassiker ”Love Will Tear Us Apart”. Det gav lidt afveksling til en ellers lidt afdæmpet koncert, der stod i melankoliens tegn.
Solen stod lavt over himlen, da bandet lukkede en tætpakket Odeonscene ned for i år. Man kunne måske have ønsket sig lidt mere action i Calexicos saloon, men måske var det netop i erkendelsen af programtidspunktet, at orkestret ikke for alvor satte sporene i flankerne. Men man kunne ikke lade være med at spekulere på, hvad lidt mere lys og åben himmel ville have betydet for et orkester med så bred en horisont som Calexico. Under alle omstændigheder var det en absolut behagelig søndagskoncert at ride ud i den rødmende solnedgang på, selvom de fleste nok måtte nøjes med toget.
[nggallery id=184]