31.08.13 – Tomahawk – Store Vega

Alt blev opfyldt denne aften, måske på nær den lidt pauvre spilletid, der virkede fedtet. Jeg tog mig i al fald i at føle mig en kende snydt og uforløst, men hellere lukke af inden gassen går af ballonen, end den overhængende fare der er for at trætte, når man spiller så kompromisløs og eksperimenterende musik som Tomahawk.

Tomahawk-Presse2013-565x377

Tomahawken sad lige i skallen.

Efter et – efter sigende glimrende sæt – med 2/4 Mars Voltaerne i Bosnian Rainbows, indhylledes Store Vega i en massiv og loopet chant sat i indianergevanter. Tomahawk var med andre ord på vej på scenen og det fyldte gulv sitrede af forventning. Der var tomt på balkonsiderne, der var lukket til lejligheden, men varmen og spændingsudgydelserne fra Vegas gulv var alt rigeligt.

Uden videre intro træder bandet ind på scenen, kigger kort på hinanden og sætter i gang med intronummeret “God Hates A Coward” fra seneste Tomahawk-eksperiment Oddfellows.  Netop den plade er der talt meget om, for en del gamle fans af supergruppen har set sig lidt sure på nyudgivelsen og når sandt skal være sagt, er den da også et mindre brud med tidligere album. Mig gør det dog ikke spor, at Tomahawk har sat de vildeste eksperimenter lidt på standby, for i stedet at belønne lytteren med en møghamrende iørefaldende bastard af lige dele hardrock, støjrock og syrede keyboards. Vel er det bandets mest ligefremme udspil, men når man har med folk at gøre som Mike Patton og garvede individer fra multitighte koryfæer som Helmet, Battles, Jesus Lizard og Mr. Bungle er det sandt for dyden langt fra alfarvej. Vanviddet står mindre i lue end tidligere, men de skæve aparte og excentriske indfald, står stadig og lurer bag hvert taktslag og retningsskift.

Patton er og bliver den indiskutable frontmand og selvom han er milevidt fra en entertainer i gængs forstand, har han samtlige tilstedeværende i sin hule hånd under den 65 min. lange baroksceance. Den mand kan gå fra mørk dybde til fraseret falset og hele vejen op i galimatias-udbrud på et splitsekund. Bag ham sidder en af rockens  vel nok allerbedste trommeslagere, i hvert fald når det kommer til tightness og tumultariske breaks,- og rytmeskift, John Stanier, der første gang fik mit pis i kog under Helmets blændende koncert en sen nat i Roskilde for 21 år siden. Han er ulideligt sikker og har hele tiden et misundelsesværdigt overskud og overblik over de vilde skælmske indianerdrengedrenge, han omgås. Bassen, der nu varetages på sublim vis af Trevor Dunn fra ligesindede Mr. Bungle efter Kevin Rutmanis – og hvem kan gøre det bedre end han som suppleant for Kevin Rutmanis, der i en årrække har sat sine spor hos Cows og ikke mindst Melvins. Den arv mere end løfter Dunn og har med sin lidt hillbillyagtige attittude meget andet end kikset overskæg  at gøre godt med.  Og så er der selvfølgelig Lizards gamle ræv Duane Denison, der med sin høje ranglede krop bare spiller røven ud af bukserne uden nogen synderlig poseren for galleriet.

I det hele taget er bandet herligt tilbagelænede, når det kommer til andet end det det handler om i aften – musikken. Ingen maskegimmicks fra Patton. Ingen træder unødigt frem og saver sig ekstra plads. Synergien er på plads, lyden er topspændt og knivskarp, decibel er præcis tilpas og skulle man pege på noget, man med fordel kunne have trukket lidt mere på, er det lyset, der bare hænger dovent og uinspireret denne aften. Men det er egentlig ikke et issue, for der er så meget på spil i musikken, at det måske kun ville have været en irriterende medspiller på en scene med alt for fed musik.

Sætlisten er ligeligt varieret mellem Tomahawk, Mit Gas og Oddfellows, mens Anonymous kun er repræsenteret med “Totem” og det føles som perler på snor, når kanonader og stjernestunder som “Capt. Midnight”, “I.O.U”, “Mayday”, “Point and Click”, “Rotgut” og især “Rape This Day” midtvejs i sættet, fyres af som aftenen skrider frem.

Efter kun en lille time takker bandet af, men vender tilbage med Oddfellows´ “Stone Letter” og – typisk for Patton – Frank Sinatras “Angel Eyes”. Aldrig en aften med Patton uden en smørballade. Selvom manden tydeligvis ikke har behov for at flashe sig selv unødigt, er det vigtigt at vise hele hans vokalregister og selvom det vitterligt er aparte efter en times turbulent, krads, vild, tung, punket, hidsig og eksperimenterende rock, der indimellem når stressgrænsen, hvis ikke man holder tungen lige i munden, er det sgu fedt at se, hvordan han lever sig ind i rollen som førsteelsker med tommetykt glimt i øjet, smil i mundvigen og ratpack-crooner-manererne for fuld udblæsning.  Sinatras “My Way” ville ikke være for stor en mundfuld for Patton og det viser virkelig kolbøtte-energibundets spektrum og spændvidde. Klasse simpelthen.

Alt blev opfyldt denne aften, måske på nær den lidt pauvre spilletid, der virkede fedtet. Jeg tog mig i al fald i at føle mig en kende snydt og uforløst, men hellere lukke af inden gassen går af ballonen, end den overhængende fare der er for at trætte, når man spiller så kompromisløs og eksperimenterende musik som Tomahawk.

More from Thomas Steen Jensen
01.07.11 – Electric Wizard – Pavilion, Roskilde Festival
Der var lagt op til en tung start på fredagen, da Electric...
Read More
0 replies on “31.08.13 – Tomahawk – Store Vega”