De skotske kometer synes usikkert, men ganske sympatisk, på vej mod nye mål
Skotske Glasvegas tog anmelderne (undertegnede inklusive) med storm, da de i 2008 debuterede med deres selvbetitlede album. De ramte en lyd, som trak linjer tilbage gennem fortidens britiske pop og rock. James Allan charmerede os med sin kraftige skotske accent, og den nærværende sangskrivning som bl.a. henvendte sig til flere udfordrede sociale grupper i Skotland. Desværre blev den store succes efterfulgt af en gigantisk personlig nedtur for James Allan, og da skotterne i 2011 så forsøgte at følge op på succesen med EUPHORIC /// HEARTBREAK ///, ramte gruppen en mur eller to – bl.a. en kombination af de tårnhøje forventninger og en ny lyd. De nye toner hang givetvis sammen den nye producer Flood (Mark Ellis), som lod til at have travlt med at skubbe Glasvegas i nye retninger.
James Allan producerer igen selv på Later When The TV Turns To Static. Han synger stadig med en tyk og ganske charmerende skotsk accent, og trommeslageren Jonna Löfgren slår stadig på sine trommer stående, men alligevel er noget anderledes på skotternes tredje album. Albummet bærer præg af mere personlige tekster og melankoli fra James Allans side, hvor skotterne på EUPHORIC /// HEARTBREAK /// havde taget et gevaldigt sceneskifte, og var blevet mere højtragende og utydelige i deres udtryk. Heldigvis har Glasvegas genfundet noget af intensiteten og kommer igen tæt på lytteren. Især numre som ”Choices”, ”I’d Rather Be Dead (Than Be With You)” og titelnummeret er svære ikke at få ind på kroppen. Glasvegas vil stadig gerne støje, og igen er det deres svageste punkt, da deres stærkeste sider her ofte drukner. Undtagelsesvis lykkes det dog til fulde på den fremragende ”If”, hvor det i øvrigt er svært ikke at rocke med til Löfgrens galopperende trommer.
Later When The TV Turns To Static har et par svage skæringer, som kun bliver løftet af James Allans karakteristiske vokal. Bundniveauet er for lavt, men en håndfuld glimrende sange, løfter alligevel albummet en knivspids over middel. Om det er efterdønningerne ovenpå en række hårde år man stadig fornemmer, skal jeg ikke kunne sige, men selv om Glasvegas lader til at være på vej tilbage på rette spor, så efterlader skotternes tredje album lytteren med en fornemmelse af en søgen efter et musikalsk ståsted, som endnu ikke er fuldendt.
