Et godt band, der er blevet bedre
For et års tid siden sneg et lille dansk band sig ind i ørene på landets musiklyttere. Den beskedne entré, med det selvudgivede debutalbum The Drowsy Kingdom, kom ikke med bulder og brag, men listede tværtimod forsigtigt ind ad døren og viste sig at være et af årets bedste danske albums.
Et lille år efter den fine entré, er den Københavnske trio Ice Cream Cathedral allerede klar med opfølgeren Sudden Anatomy, og på trods af det korte interval imellem de to udgivelser, er der virkelig sket meget i gruppens lydunivers. Hvor The Drowsy Kingdoms klare fokus lå på gruppens dygtige akkordsammensætning, er dynamikken, opbygget af tyngde og tempo, blevet en vigtig ingrediens i Ice Cream Cathedrals musik. Samtidig er melodierne blevet stærkere og omkvædene mere insisterende i modsætning til den mere progressive sangskrivning, som gruppen tidligere har dyrket.
Åbneren ’The Spine Of Lisa Ben’ starter med en fredfyldt ro, der smukt bliver styret af Anja T. Lahrmanns vokal kun akkompagneret af afbalancerede synth flader. Langsomt udvikler den musikalske fortælling sig og i en Björksk leg med vokaleffekter, bliver vokalen smukt omdannet til en elektronisk klangflade, der sender varme minder mod Radiohead klassikeren ’Everything In Its Right Place’. Nummeret illustrerer tydeligt bandets meget fine udvikling fra The Drowsy Kingdom, for med sin episke dynamik og simple harmonisering bryder den med mange grundlægende idéer, der var herskende i bandet for bare et år siden.
Alligevel er der en fin linje imellem de to plader, som er godt bundet sammen af bandets drømmende lyd og Lahrmanns smukke vokal. Gruppen har fundet en præcis formel til at skabe deres musik. Den røde tråd igennem pladen er lavet af en massiv jernwire, og selvom tempoet bliver skruet så højt op på ’Baldakin’, at gruppen reelt iklæder deres musik i acid-house genrens industrielle farver, hænger nummeret naturligt sammen med førnævnte ’The Spine Of Lisa Ben’. Desværre betyder det også, at begejstringen for gruppens flotte lyd falmer, som pladen skrider frem. Det gør at et ellers fint nummer som ’The Swans’, der på trods af mange fine detaljer, som man ligger mærke til efter mange gennemlytninger, ikke overrasker lytteren på samme måde som den lignende ’The Chalk Line’, da det umiddelbart føles som om, man lige har hørt samme nummer.
På trods af dette er man i rigtig godt selskab med Ice Cream Cathedral, der på Sudden Anatomy er et godt band, der bare er blevet bedre. Videreudviklingen af gruppens, ellers glimrende, lyd er så imponerende, at denne plade utvivlsomt vil stå som et vigtigt værk i bandets diskografi, og som sikkert også vil være at finde på mange årslister, når de engang opgøres mod slutningen af året.
