Længsel mod humoristisk hærværk forløses ikke
Gravens Rand forsøger at gå både Tom Waits og John Mogensen i bedene på en humoristisk facon, desværre lyder det mest som en pinlig, usjov version af førstnævnte krydret med Red Warszawa på deres dårlige dage.
Når man lægger øre til åbningsnummeret ”Majorstua Hotel” fra Lysternes Lakaj, får man en kraftig mistanke om at forsanger Carsten Seidler ikke blot er inspireret af Tom Waits udi hæs stemmeføring; det lyder snarere som en parodi og ikke en, der er ment som et kompliment. Nummeret svinger dog rimelig godt rent instrumentalt, hvor der er tale om en sprød og slidt lyd, igen a la Tom Waits, men i dette tilfælde som en mere positiv form for inspiration. Det er dog et af de bedre på albummet. Egentlig er det nok det eneste mindeværdige nummer, udover den mere stille, følsomme ”Fuldeangst.”
Resten af albummet er desværre hverken interessant eller imponerende og det er der flere grunde til: I længden, eller blot efter to-tre numre, bliver det virkelig anstrengende at lytte til den hæse vokal, som lyder noget forceret. Derudover er teksterne lidt for søgte, da Gravens Rand virker for desperate efter at beskrive deres utallige drukture og længsel mod hærværk som en anden Ole Jastrau, bare uden Tom Kristensens forfatterevner. Tekstmæssigt minder de nogle steder mere om landsmændene i Red Warzsawa, når de skriver om deres kærlige forhold til alkohol, men i Gravens Rands version er der desværre bare lidt mindre vellykket humor.
Det kan meget vel være, det er bandets hensigt, at man muligvis slet ikke skal tage denne udgivelse seriøst, men det gør den dog ikke bedre eller mere minde- og anbefalelsesværdig af den grund.