Überperfektionisten Steven Wilson gav sin tredje københavnerkoncert i eget navn i går i et stopfyldt Amager Bio. Sidste gang han frekventerede den gamle bio var i 2012 i forbindelse med Grace For Drowning touren og i 2013 leverede han koncert i Store Vega under hans The Raven That Couldn´t Sing (And Other Stories) tour. Begge gange var fremragende, både når det gælder lyd, performance, teknisk ekvilibrisme og især engagement. Wilson og bandet er tydeligvis vanvittigt glade for at spille live og heldigvis ikke bare det nye materiale – som vi fik hele 10 indslag fra i aftes – men lige så glade for ældre sager som “Index” og “Harmony Korine” fra henholdsvis Grace For Drowning og Insurgentes. Vi fik tilmed lidt goodies i form af gammelt Porcupine Tree guld som”Lazarus” fra Deadwing og en højspændt og helt igennem fænomenal version af Fear of a Blank Planet´s “Sleep Together”.
I går var som sædvane også fantastisk. En koncert med Wilson er til glæde for alle sanser. Han er begejstret, munter, dybt koncentreret og særdeles velspillende hele vejen til mål. Med sig har han et bundt solide musikere, der ikke træder en millimeter forkert, ikke spiller et splitsekund ude af sync og som hele tiden har øje og ører for hvor Wilson vil hen. Som altid på Wilsons turneer er det bl.a. Marco Minneman på trommer, Nick Betts på bass og Adam Holzman på keys. Alle sammen superdygtige musikere. Det virker løst, tilfældigt og jammet, det han og bandet laver, men er helt klart indstuderet til mindste detalje og øvet – jeg havde næsten sagt ihjel – men det gør ikke spor, blot det er gjort med så megen bravur og overskud som her.
Hele fem numre fra Hand. Cannot. Erase. lægger for. En plade der tager sit sørgelige udgangspunkt i Joyce Carrol Vincents død i et værelse i London. Hun lå død mere end to år, uden nogen opdagede det. Albummet omhandler det mærkelige skisma, der omfavner det moderne samfund idag; den store ensomhed i et kommunikationssamfund, der aldrig har været mere åbent for venskaber og kontakt.
Porcupine Tree klassikeren Fear of a Blank Planet tilbage fra 2007, berørte netop noget af det samme. Unge mennesker og deres bevidstløse brug af internettet, ligegyldige fællesskaber og deraf følelsen af fremmedliggørelse og emotionel fladhed. Dét er åbenbart emner, der optager Wilson, for han kredser gentagende gange om tematikken. Han er en stor historiefortæller, der skaber både rørende og grumme fortællinger, der både rammer en hårdt i maveregionen, men samtidig har sin helt egen skønhed.
Begge dele blev sat i spil som koncerten skred frem. Stille ballader overtages af hårde strømførende hug, som suppleres og lange komplicerede prog-kompositioner. Wilson har altid lagt meget vægt på visuals, så man får en totaloplevelse live. Hans lange venskab med århusianeren og videokunstneren Lasse Hoile fornægter sig ikke og også denne gang fik vi sindsoprivende smukke visuals, der gik smukt i hånd med de respektive kompositioner.
Efter at have spillet stort set hele Hands. Cannot. Erase med et par afbræk til fortiden sluttede bandet af og forlod scenen til store klapsalver fra et begejstret publikum. Wilson/Porcupine Tree fans er vel nok nogle af de mest taknemmelige der findes, men alt andet ville også være uretfærdigt, for Wilson laver ALDRIG venstrehåndsarbejde, så klapsalverne var så sandelig fortjente.
Wilson udtalte, at han efterhånden har smidt mange album siden han lagde for i 95. Nogle er ret gode, andre er “shit”, som han proklamerede. Så hvis man synes Wilson har tendens til selvhøjtidelighed – og det ligger snublende nært – så manede han da det eftertrykkeligt i jorden med den selverkendelse. Herligt!
Så var det tid til de obligatoriske ekstranumre og her fik vi tre. De første to – “The Watchmaker” og tidligere nævnte “Sleep Together” – blev spillet bag et gennemsigtigt tæppe. Noget Wilson har praktiseret tidligere, ja, faktisk begge de to foregående gange, men lad nu den observation ligge. If It aint broke, don´t fix it!
Og så lukkede og slukkede aftenen med “The Raven that refused to Sing (and other Stories)” – præcis lige som sidste gang i Store Vega – Men fred være med det, da det er en helt igennem smuk sang og et fremragende og perfekt afstemt afslutningsnummer i øvrigt, og så kunne vi efter mere end to timers suveræn koncert gå tilfredse ud i vores kommunikationsramte verden med snublende nært til ensomheden og tænke os om en ekstra gang efter Wilsons peptalk.
Mesterligt.