Avantgarde for viderekommende
Annie Clark står der på dåbsattesten, men når hun optræder som artisten St. Vincent er det i en persona, der tilhører et alternativt univers, hvor hår og tøj konkurrer om kunstfærdighed i udførelse. Multiinstrumentalisten St. Vincents musik laver dystopisk pop, der trækker på klassisk musik, soft rock og jazz, som hun spæder op med elektroniske støjflader og raserende guitar riffs. Til sine shows placerer hun sig i grænselandet mellem performancekunst og koncert med den avantgardistiske iscenesættelse af sig selv.
Torsdag aften gik sangerinden på Arenas scene iklædt en sort buksedragt og høje sylespidse hæle. Ved første øjekast var der ikke noget specielt outreret ved hendes fremtoning, men som med St. Vincents musik er alt ikke, som det lader til at være. Muntre melodier kombineres med melankolske tekster, og buksedragten var ved nærmere syn en gennemsigtig fetishdragt lavet af strimler, der blottede musikerens krop. Clark understregede det ekstreme ved dragten med en klovnelignende make up med blå øjenskygge og rødmalede læber. Dermed fremstod hun som en absurd og grotesk dukke, der under koncerten bevægede sig med robotbevægelser i synkronkoreografi med den kvindelige musiker ved hendes side.
Med undtagelse af nogle enkelte numre bestod hoveddelen af koncerten af materiale fra Clarks seneste album St. Vincent, som hun har beskrevet som”a party record you could play at a funeral”, og det var meget rammende for den optræden, hun leverede på Arena. Det var dystre toner, der kom ud af guitaren, mens de elektroniske støjflader gik i dansefødderne. Clark rockede sig gennem de fleste numre med særlig fokus på eksplosive guitarudladninger, der flænsede dele af numrene til ugenkendelighed. “Rattlesnakes” var gennemsyret af vrede guitar riffs, der rev i æggestokkene. Den trommetunge “Bring Me Your Loves” fremstod særligt stærk formet som inciterende marchmusik og den kom passende efter en politisk brandtale. St. Vincent spillede dele af koncerten på en piedestal, der understregede performancedelen af hendes optræden, og desværre også distancen mellem hende og publikum.
For det teatralske udtryk kommer med en pris, når det stiliserede sceneshow er så konceptuelt. Den amerikanske musiker er blændende dygtig, og udførelsen af numrene var sublimt, men intimiteten og fornemmelsen af personen St . Vincent forsvinder. Og med det tab kommer også tabet af publikums opmærksomhed på et Arena, som aldrig blev fyldt op, og på de folk, der dryssede væk undervejs.
