Stilsikker togt med de progressive vikinger
Den norske gruppe Enslaved har omfavnet den ekstreme metalmusik, der kom fra Norge i halvfemserne. De har været en del af black metal scenen, og en stor del af deres lyd kan siges at være den samme som den, der kom fra bands som Darkthrone, Burzum og Mayhem. Men Enslaved har fra første færd formået at stå på egne ben, nemlig ved at være foregangsmænd for vikingestil og vikingemusik, som de har krydret deres egen hårde musik med. Således har der været et melodisk og mere folkemusikalsk udtryk over de første plader, både debutpladen Vikingligr Veldi fra 1994, og de to klassikere Frost (også 1994) og Eld (1997), plader der til dato står som pejlemærker og hovedpensum for andre bands, der blander ekstrem metal med en melodisk vikingestil.
Lineuppen har gennem alle årene været et stabilt samarbejde mellem forsanger og bassist Grutle Kjeldson, og guitaristen Ivar Bjørnson. Siden udgivelsen Isa i 2004 har bandet haft Cato Bekkevold på trommer, Arve Isdal (nu bare “Ice Dale”) på ekstra guitar og Herbrand Larsen på keyboard. Isa og det nye lineup kan siges at markere et stilskifte for Enslaved, hvor de ikke længere kun fokuserede på heftig energi og fængende melodier, men formåede at skrue ned for blusset og give plads til mere progressive elementer, der kunne udgøre en musikalsk helhed.
Enslaved var ankommet med en ny plade, In Times, der udkom tidligere i 2015, i bagagen, og i følge konferencieren var det pladen, der “perfekt blander deres fortid med deres nutid”. Det var noget af et løfte at leve op til, men bandet gjorde deres for at bevise det.
Første sang var “Thurisaz Dreaming”, der også åbner In Times. Den lægger ud med masser af energi og skrig og skrål, men finder så et roligere leje. Her blev skønsangen også introduceret. Hele bandet på nær trommeslageren synger vokal, og Herbrand Larsen, keyboardspilleren, synger for når det er skønsang. Grutle Kjeldson synger for når det gælder om at skrige og synge distorted, og det gør han godt. I modsætning til gårsdagens skuffende Mastodonkoncert kunne man på ingen måde høre træthed eller slidtage i Grutle Kjeldsons stemme, selvom herren har skreget i snart 25 år.
“Thurisaz Dreaming” indeholder også en god og hurtig sektion, hvor der var den kendte “sidst i mål er en tøsedreng” tilgang til specielt trommespillet. Det hang ikke vildt godt sammen, men det var hurtigt og effektivt, præcis som black metal skal være.
Anden sang var “Ruun” fra pladen af samme navn. Her var stilen mere progressiv, med skiftende taktarter, som bandet formåede at få publikum til at følge med i. Under det stille stykke i sangen råbte publikum, som der desværre ikke var mange af, med på bandets “Hey! Hey! Hey!”, og man kunne nyde et blik af guitarist Ice Dales flotte mandebryst. Han gav den denne aften som fuldblods rockstar, sprang rundt på scenen og vred spaden af led, noget man ellers ikke ser meget af i denne type bands. Men det virker forfriskende, og det bringer lidt liv i et band, der fokuserer meget på det tekniske.
Intensitet og overskud var kodeordene til denne koncert. Bandet tilfredsstillede mig med deres progressive metal, selv om jeg ind imellem synes, at denne type musik fremstår formularisk – en formel, som enormt mange bands, der gerne vil være Emperor, misbruger igen og igen. Når det så er sagt, så har Enslaved meget mere at byde på end kun at være endnu en progblack klon.
Bandet tog det helt tilbage til rødderne mod slutningen med sangen “Allfǫðr Oðinn”, der blev udsendt på en splitplade sammen med Emperor helt tilbage i 1993. Sangen er stadig frisk, og den fanger perfekt det primitive, beskidte og tribalistiske, som er kendetegnende for Enslaveds begyndelse.