Med A Colossal Weekend har Vega´s bookere virkelig gjort en indsats for at sætte en minifestival i scene, der både rammer rent og bredt. Her samles folk med hang til især post-metal, men også mere krautsøgende instrumental-bands, sludge, doom-metal og black-metal er velkomne under samme paraply. Fælles er en begejstring for den mere subgenrede rock/metal af mere søgende karakter. Der var fyldt i henholdsvis Lounge og Lille Vegas rammer denne weekend og der havde været udsolgt en rum tid inden lift off. Dejligt at se at så mange dyrker og støtter op om en musikform, der ikke kører hjernedøsigt på P3 loopen.
Fredag:
Fredag havde Vega visit af de tunge grumme danske doom-drenge i Recitation, Matematikrockerne i Town Portal og britiske Vasa. Alle tre bands jeg desværre ikke nåede, men som efter sigende skulle have gjort det glimrende.
Amerikanske Pelican blev første band for undertegnede. Et ubetinget hovednavn i følgeskab med Russian Circles denne aften. Fire sympatiske amerikanske gutter fra den tidligere Isis frontmand Aaron Turner´s hæderkronede Hydra Head selskab. Der blev gået til stålet fra start. Spilleglæden var tydeligt stor, hvilket guitarist Trevor De Brauw da også midtvejs adresserede med ord om, at de desværre ikke spillede så meget live mere grundet børne,-og familiære forpligtelser, men at de var enormt glade for at få lov til at spille på denne festival, som i øvrigt fik påskønnelser med på vejen for et fantastisk line-up. Lyden var tung, på grænsen til de buldrende. Et problem Pelican også slås lidt med på deres album, hvor dynamikken indimellem drukner lidt i muskler. Men effektivt var det sgu og bandet kørte en del af deres nyere materiale af i første halvdel af koncerten. Hen imod slutningen vendte de øjnene lidt bagud og leverede fede versioner af “Bliss in Concrete” fra City of Echoes og “Last Day of Winter” fra The Fire in Our Throats Will Beckon the Thaw. Men det helt store scoop kom afslutningsvis, hvor kvartetten spillede – eller snarere flåede – det gamle kongenummer “Mammoth” helt fra hinanden. Et nummer de ellers sjældent spiller og måske et af verdens tungeste numre. Det var så svinetungt og nådesløst leveret, at man nærmest følte, at de sønderrev deres strenge ved hvert anslag. Fremragende.
Således tynget på den helt rigtige måde, søgte min wingman og jeg mod Loungescenen, hvor russiske Penguinsmeat skulle overtage fra pelikanen. Tre mand høj, frontet sidevers mod hinanden, med en bassist/keyboardist iført headphones stod de og spillede en lidt sær afart af kraut-motorik i selskab med jazzede indslag. Som hvis Föllakzoid møder Tortoise iført lidt disko-dasko rytmer hist og pist. Et stykke af vejen havde de helt fine momenter, der hev behageligt i rykkemusklerne, men i længden uheldigvis også kørte den samme formel om og om igen. De var dygtige, de var motiverede, men det holdt ikke helt på den lange bane og mange sev ud som koncerten skred frem.
Vi sev efter en time ned til 80 minutters lukning af festivalens første aften med mægtige Russian Circles. De havde en helt anden lyd end Pelican, selvom de befinder sig indenfor samme genre. Der var smurt tykt på især trommerne og man fornemmede masser af backtrack til at løfte melodierne helt til himmels. Men det var helvedes effektivt og sad præcis der i maveregionen, hvor det gør så godt. Sådan lidt en post-metal kindo Muse. Der blev skruet på alle parametre og man vidste præcis hvornår det buldrende crescendo ville indfinde sig efter solide opbygninger. Lidt gammeldaws opbygning-brag-opbygning på elementær formel, men fred med det, folk var trætte efter en lang dag og så bruger man de tricks man kan hive op af hatten. Første del var uovertruffen, så gik der lidt stilstand i den, lidt “har vi ikke lige hørt den en gang før” i midterdelen, hvorpå de kom stærkt igen mod slutningen med bl.a. “Harper Lewis” og “Youngblood” fra Stations.
Chicago trioen var en adækvat afslutter, der satte fødderne grundigt i effektpedalerne og afrundede aftenen på helt rigtig vis.
Lørdag:
Efter visningen af den glimrende film Sweat & Vinyl: DIY in the 21st Century gik de svenske postrockere P G. Lost på ved aftensmadtid. Festivalens måske mest rene postrock navn gav en 45 min. lektion i, hvordan den genre skal skæres. Kvartetten udviste stor spilleglæde og udvidede deres ellers instrumentale repertoire med bassistens momentvise vokal, der herved vækkede mindelser om både Sigur Ros og Mew. Vokalen blev dog brugt som supplement til instrumenteringen og ikke på traditionel vis som ordrige verbaliseringer. Det var et godt og tændt sæt, der blev leveret tight og uden den store kommunikation med publikum. Som den slags musik skal serveres.
Turen gik videre til Svin. Et band jeg ikke kendte til og heller ikke har lyst til at stifte yderligere bekendtskab med. Egentlig mange fede riffs og heftig tyngde ikke ulig Helmet i deres velmagtsdage, men det hele blev koloreret med en enerverende saxofon, der kun føjede spot til musikken. Italienske Zu og norske Shining forstår at bidrage musikken dynamik og intensitet med blæserintrumentet, men hos Svin forblev det et irritationsmoment.
Så kom turen til festivalens danske blackmetal indslag Solbrud. Med uvanlig sans for det teatralske undlod kvartetten de hyppigt brugte virkemidler; røgelse, røg og kæde tingeltangel, som de ellers har for vane. Efter første majestætiske nummer fra Jærtegn skete det, der ikke må ske. Lilletrommen drillede og det i en sådan grad at musikken lå død hen i 10 min. Dét går ikke når man har 45 min. at gøre godt med og selvom guitaristen forsøgte at fylde tiden ud med shoegaze-lignende guitarudladninger, hjælper det ikke en hujende fis, når Ole Luk bare står og glor rastløs ud backstage i håb om redning. Igang kom de dog igen og fyldte Lille Vegas rum med fuldfede blacktoner fra Jærtegn. Og skal anden anke falde er det, at de intet spillede fra deres kongeniale debut. Nuvel, man administrerer en lille time og må give køb på visse ting, så det er måske en personlig bet, for publikum virkede særdeles tilfredse.
Ovenpå den smækkert, var det op til danske Late Night Venture at løfte publikums opmærksomhed. Dét gjorde de med tryk på. En af festivalens bedste koncerter ramte os. Bandet der har swappet deres Dreampop/shoegaze fortid ud med en Neurosis/Isis lignende nutid, frembragte både eftertænksomme øjeblikke af stor skønhed i flot forening med ultratunge stykker af metalliske flader. Simpelthen fremragende og må jeg henlede opmærksomheden på deres glimrende nykomling Tychonians, der er et af dette års mesterstykker på Postmetal-scenen. De syv numre fik vi med tyk streg under viljestyrke, fokus og kvalitet. Sådan!!
Herefter stillede This Will Destroy You op med en times scenarie af old school postrock som hvor morfar lavede den. Formlen var klassisk og det eneste divergerende var at trioen spillede i mørke kun flankeret af lys hæftet rundt om panden. Dét trick brugte Celeste på Copenhell med stor effekt for nogle år tilbage. Her udeblev effekten, men koncerten var i orden. Vel er amerikaneren længe om at nå et crescendo og vel er de langt fra så spændende på vej derhen, som skotske Mogwai og japanske Mono, men når øretæven sætter ind, er de dælme olme. Det gik lige i maveregionen og varmede ens fadølsfyldte mave på grundig og besnærende vis.
LLNN har masser at byde på med tunge stykker og massive tighte riffs, men de lider under en frontbrøler, der fylder to tredjedele af numrene med en vokal, der gør mere skade end gavn. Det er for meget og jeg var ikke den eneste der driblede i baren efter kort tid.
Cult of Luna lukkede dag to med at præsentere Somewhere Along the Highway i sin helhed. Det er et godt album, men personligt havde jeg foretrukket et bredt udvalg af bandets eminente diskografi. Især de løsere mere henholdende numre lagde en uvelkommen dæmper på den gode brutale stemning. Lyden var god og høj og bandet stod indsvøbt i tonsvis af røg som altid, så ikke en finger at sætte på præstationen. Ret flot at så mange blev hængende til slut med tanke på to dages festival for størstedelens vedkommende. Kudos til publikum.
Generelt om koncerterne oplevedes at publikum var fokuserede og der var ikke den irriterende tjit tjat under de respektive gigs. Fuldskab indfandt sig selvfølgelig, men folk var respektfulde overfor hinanden og passede på og undskyldte, hvis de jokkede eller skubbede unødigt. Dejligt at mærke et dedikeret publikum, der primært havde musikken for øje og gav de respektive bands, det råderum og opmærksomhed, de fortjente.
Kom igen næste år Colossal Weekend.
