08.06.16 – Melvins – Jazzhouse

Foto: Mackie Osbourne

Godfather-trioen slog tungt og hĂĄrdt

Jazzhouse er efterhånden en effektiv spiller på både alt/indie/folk og ikke mindst Stoner –metal scenen. Og netop Melvins er et indspark, der gav genlyd, da billetten blev annonceret for noget tid siden. Mange måtte affinde sig med et udsolgt skilt og man kan egentlig ærgre sig over, at de ikke fik et par aftner eller tre i træk på det fine spillested, eller at man tog konsekvensen og flyttede koncerten til Store Vega el. lignende.

Den amerikanske trio introducerede denne varme aften i Jazzhouse med en skrækindjagende høj – med garanti selvindspillet version af – “Amazing Grace”, der skar i øregangene og blev leveret præcis lige sĂĄ smadret som forventeligt, nĂĄr vi taler de splitterravende tosser i Melvins.

Efter denne intro kom Buzz Osborne og Dale Crover pĂĄ scenen uden et eneste ord, medbringende bassisten Steven McDonald igangsættende en jammende – føle hinanden pĂĄ tænderne – version af Gluey Porch Treatments “Eye Flys”. McDonald smed tunge basgange ud i rummet, mens Osborne søgte efter, fintunende sin guitar, indimellem skævt spankulerende op og henad brættet helt i Sonic Youth´ ĂĄnd, andre gange som tunge doomklodser, alt imens Crover spillede henhodlsvis henholdende med jazzet vibe og tæskede hĂĄrdere og mere effektivt i de tønder, end jeg mindes at have set. Efter smĂĄ ti minutters padlen rundt i instrumental-anarki og artrock-støj runder de nummeret af, blot for at smutte over i en solid og nærmest jovial coverversion af Kiss´ “Deuce”, her sunget af McDonald.

Det er jo ikke ukendt, at Melvins har en everlasting love til netop Kiss, tænk bare de gamle Soloplader fra de respektive medlemmer, linet op med coverfotos med parafraser over netop Kiss´ medlemmer og ikke mindst den blændende versionering af “Going Blind” pĂĄ Kiss tributen Kiss My Ass. I aften har bĂĄde Crover og McDonald da ogsĂĄ Kiss-hatten pĂĄ kip, ved at bære t-shirts pĂĄskrevet henholdsvis Drums og Bass i sølvbogstaver helt efter Kiss forskrift. Osborne har dog som vanligt sit klæde/kappe/sjal pĂĄ, der passer som fod i hose pĂĄ hans klovneagtige hĂĄr, der danser rundt pĂĄ hans efterhĂĄnden anseelige hoved, mens han headbanger grundigt, som numrene og ikke mindst spilleglæden melder sig.

Efter den lette popsag gĂĄr trioen over i “Queen” fra Stoner Witch og her sætter de tyk streg under tyngde. Der bliver spillet som i beton og Crover slĂĄr sĂĄ hĂĄrdt, som havde han granit i de ellers tynde arme, han er iført. I det hele taget viser dette nummer en udpræget tendens for aftenen, nemlig at Crover helt og holdent er den der styrer slagets gang. Vel er Osborne udpræget fed og ret genuin pĂĄ sin spade og McDonald viser bestemt ogsĂĄ, at hans mestrer bĂĄde det funkede, det jazzede og det fuldfede bassriff, men det er Crover der har teten og bestemmer udfaldene i løbet af numrene. Han er noget af det vigtigste, jeg umiddelbart kan pege pĂĄ, i lige fuglelinje med det John Stanier lavede med Helmet pĂĄ deres vigtigste plader tilbage i halvfemserne. At han samtidig har tid til at synge enkelte numre, gør kun beundringen større herfra.

Var man kommet for at høre en masse fra nykomlingen Basses Loaded, mĂĄtte man skuffes, for kun et nummer fra den blev der plads til denne aften; “The Decay of Lying”, der var placeret lidt tilfældigt sidst i sættet. Eller havde Melvins ud over Kiss, valgt en pæn mængde covers af bl.a. Malfunkshun, pre-Pearl Jammerne Green River, Redd Kross og sĂĄmænd gode gamle Alice Copper. Hvorvidt man synes det er skægt eller ej, vil jo altid være en smagssag. Personligt synes jeg det er lidt ærgerligt, nĂĄr man pĂĄtænker hvor mange, – og ikke mindst – hvor mange fede album, de har lavet gennem tiden.

Hen mod slutningen af den 90 min. lange sceance kom et af de helt store scoops; “The Bloated Pope”, deres sindssvagt tunge split med Lustmord og ikke mindst afslutteren “Night Goat” fra et af halvfemser-hovedværkerne Houdini. Her stod man og svedte nærmest i tĂĄrer over hvor fedt, tight og ikke mindst tungt en trio kan opmønstre af lyd som hvor far lavede den. Hvor kunne jeg godt have tænkt mig flere numre fra især Stoner Witch og Houdini, men Melvins ville det anderledes i aften og fred være med det.

Det blev en forventet fed aften i selskab med nogle af pionererne og godfatherne indenfor Grunge/stoner/doomyrocken, der har regeret i undergrunden siden debuten i 1987 og op gennem smĂĄ tredive ĂĄr. I korte perioder gik der lidt stilstand i foretagenet, men nĂĄr det var godt, var der edderhugme brillant.

Karakter 8

Karakter

8
More from Thomas Steen Jensen
Some Speak Of The Future: Fall/Run
Den umiddelbart undseelige EP, har formået at ramme mig tæt på hjertekulen...
Read More
0 replies on “08.06.16 – Melvins – Jazzhouse”