Alle elsker MØ
MØ gled langsomt og elegant ud af bagscenens mørke og helt frem i Oranges skarpe rampelys. Foran sig havde hun den store plæne, hvor tusindevis af festivalgæster stod parat til et brag af en fest. Med åbningsnummeret “Don’t Wanna Dance” lagde den 27-årige sangerinde ud med et højt tempo, der syntes at garantere en fest af kaliber. Det blev et løfte, der kun delvist blev indfriet. Til gengæld skete det med maksimal indsats, når festen indtraf. Og hun havde sit publikum med sig fra første nummer. For alle elsker MØ. Hvordan kan man lade være? Hun er genert, men formår at bruge det til sin fordel, når hun kanaliserer sine overvældende følelser ind i hendes slangevridende og maverullende dansebevægelser. Hun er charmerende i hendes ufiltrerede form, når hun bramfrit annoncerer, at hun har sgu har været så fucking nervøs hele dagen. Hun er umiddelbar i sin begejstring for det enkeltstående øjeblik. Det er hendes tilgængelighed og naturlighed, der har givet hende en umådelig stor og dedikeret fanskare, der elsker hende med hjerte og sjæl, og som var mødt talstærkt op lørdag aften.
Og kærligheden gled frem og tilbage mellem scene og pit, hvor MØ sang til sine fans, der havde lavet identiske fletninger med sangerindens og som holdt skilte op med tekst som “Ta’ min MØ-dom!” Mens hun sang elektrohymnen til ungdommelighed og uskyld “Glass”, kastede den notorisk egensindige MØ sig frygtløst over metalhegnet til pitten og crowd surfede over folk . Et stort No-Go på Roskilde Festival og en fuck finger til autoriteter og regler. Og publikum elsker det, for til en MØ-koncert er det en give and take. Hun giver publikum nærvær og en insisterende ærlighed, og i retur trækker hun på den energi, som hun får tilbage. Desværre for MØ rækker det kun så langt på kunsterkirkegården Orange, hvor mangen et band har måtte se sig slået af scenens størrelse. I de mere intime øjeblikke med sange som “Freedom (#1)” mistede hun simpelthen grebet om den del af sit publikum, der ikke var tæt på scenen.
Fra scenen fortalte den fynske sangerinde: ‘Det her er den længste koncert, jeg nogensinde har spillet”, og hun kunne med held have skåret de mere stille numre fra. Bedst var hun nemlig, når hele plænen sang med og boppede rundt på den bløde jord. Radiohittet “Kamikaze”, en veloplagt popperle, greb fat i folk, der svingede arme og ben. Under den bombastiske og inderlige “Final Song” hoppede folk rundt og bad til festguderne om, at MØ ville fortsætte, hvilket hun gjorde. Men de dansevenlige numre kom alt for spredt til, at en sammenhængende fest opstod. Med “Pilgrim” fik MØ demonstreret, at musikkens rytme sidder i kroppens hukommelse, og da radiohittets genkendelige synthblæsere lød sammen med MØs skarpe vokal, fik folk sat svaj i hofterne og fællessangen.
Hiphop-fans, der stadig går håbefulde og venter på det nye Frank Ocean album, fik muligheden for at ryste røv til MØs cover af “Lost”, som hun lavede i samarbejde med Major Lazer. Og netop samarbejdet med den amerikanske elektrogigant Major Lazer affødte årets festilige klimaks på Orange. Da verdenshittet “Lean On” bølgede ud over folk, rev det yderst dansable nummer alle med. Fra forreste til bagerste række var samtlige festivalgæster i bevægelse, et yderst sjældent syn på Orange og en særdeles bemærkelsesværdig afslutning på en alsidig, men til tider ustabil koncert. Ikke desto mindre skal MØ belønnes med en karakter på 8 fra undertegnede. Et point for hver sang, hvor jeg skrålede mig hæs og dansede, til det føltes, som om mine fødder ville falde af.
