At bade i stramt spillet syre
Det farlige ved at se syrerock live er, at man kan risikere, at det bliver lige en tand for introvert og stenet, men denne frygt blev bestemt gjort overbevisende til skamme da de britiske syreonkler indtog Arena torsdag eftermiddag.
Uncle Acid & The Deadbeats er en del af den bølge af 60’er- og 70’er-inspirerede syrerockbands, der gennem de seneste fem års tid er skyllet ind over musikscenen, nogle med mere held end andre. Uncle Acid & The Deadbeats er i den heldige afdeling og lyder på vokalfronten lidt som John Lennon i The Beatles’ mere eksperimenterende periode i sen-60’erne, mens musiksiden har flere referencer til 70’erne, bl.a. Black Sabbath.
Bandet udgav sidste år det meget vellykkede, og deres bedste, ifølge denne anmelder, album The Night Creeper, hvorfra en stor del af setlisten også stammede fra. Bandet spillede utroligt godt sammen og især er det imponerende hvordan de to forsangere, der altid synger tostemmigt, ramte plet i forhold til at følge hinandens vokaler i hvert eneste nummer.
Mod slutningen af bandets koncert var der et par numre, der trak en smule ned i tempoet, men i forhold til hvor introvert musikken kan lyde, formåede bandet stadig at komme ud over scenekanten.
Med numre som den fængende ”Melody Lane”, den slæbende, onde ”Death’s Door” og den stramt rytmiske ”Inside” gav Uncle Acid & The Deadbeats en koncert, der bestemt ikke var stenet, men stramt spillet, overbevisende og syret på den bedst tænkelige måde.